Amok efter nederlag: Balotelli tændte af på journalist

Mario Balotelli lod sine frustrationer få frit løb i et interview efter AC Milans nederlag til Roma

Mario Balotelli kom igen i fokus, efter han og AC MIlan havde tabt med 2-0 til Roma. (Arkivfoto: AP)
Mario Balotelli kom igen i fokus, efter han og AC MIlan havde tabt med 2-0 til Roma. (Arkivfoto: AP)

I den italienske Serie A mistede AC Milan fredag aften et vigtigt skridt i kampen om at sikre sig en placering, der giver europæisk deltagelse i næste sæson. Det er kendsgerningen, efter holdet tabte med 2-0 til Roma i den italienske hovedstad.

Som så ofte før kom Mario Balotelli i fokus, da udeholdets største stjerne kom i verbalt sammenstød med en journalist under et interview med Sky Sport Italia i kølvandet på kampen.

Angriberen, der ikke gjorde meget positiv væsen af sig på banen, inden han blev udskiftet tyve minutter før tid, blev på direkte tv anklaget for at ikke at yde nok, og det fik ham i den røde felt. Således blev den spørgende journalist mødt med en verbal kontra i rasende vendinger.

Se også: Roma stoppede Milan-festen

- Du ved ingenting om fodbold. Stol på mig. Jeg føler selv, at jeg er en normal spiller. Det er dig, som beskylder mig for at skille mig ud, siger Balotelli ifølge Daily Mail.

Den 23-årige landsholdsspiller indikerede samtidig, at han føler sig forfulgt og ufrivilligt altid havner som hovedperson, ligegyldigt hvad der er hændt i kampene, han deltager i.

Fredag var ingen undtagelse, hvor flere brændte chancer fra angriberens side betød, at han efter slutfløjt stod tilbage som syndebuk.

- Når AC Milan vinder, er Mario fantastisk. Når holdet taber, er han elendig, siger Balotelli.

Målsætning i fare
Med nederlaget står traditionsklubben fra Milano vanskeligt stillet i forhold til at indløse billet til europæisk fodbold i næste sæson.

Clarence Seedorfs tropper er med tre kampe tilbage af sæsonen placeret på syvendepladsen i ligaen og skal derfor avancere en enkelt placering, hvis mandskabet skal spille fodbold uden for Italiens grænser efter sommerpausen.

De nærmeste konkurrenter fra Parma og Torino har tilmed en kamp i hånden i forhold til Milano-klubben, og derfor kan sidstnævntes målsætning meget vel glippe i løbet af de kommende uger.

Se også: Uhyrlige summer: Her er verdens bedst betalte sportshold

Ifølge flere gisninger i italienske medier skulle det være nok til at sende den nuværende chef og klublegende på porten i sommerpausen, om end han har haft mindre end et halvt år i klubben.

Den hårdtprøvede frontfigur kan meget vel blive klogere på sin egen og holdets skæbne, når resultatet af næste weekends Milano-derby foreligger. Vinder Inter over bysbørnene ved denne lejlighed, ser det for alvor sort ud.

0 kommentarer
Vis kommentarer