Juventus vinder og presser rivaler maksimalt

Topkampen mellem Lazio og Napoli er blevet endnu vigtigere efter Juventus' 2-0-hjemmesejr over Fiorentina

Vucinic var på pletten (Foto: AP/Massimo Pinca)
Vucinic var på pletten (Foto: AP/Massimo Pinca)

Det kunne ikke være bedre for Juventus.

Torino-holdet, der fører Serie A, vandt lørdag aften 2-0 hjemme over Fiorentina, og dermed er presset maksimalt på Lazio og Napoli - henholdsvis nummer tre og to i ligaen - inden klubbernes topkamp i Rom senere på aftenen.

Med sejren over Fiorentina er Juventus nemlig seks point foran Napoli, mens Lazio har hele 12 point op til Nicklas Bendtners klub.

Den danske angriber genoptræner fortsat efter sin lyskeoperation, og han kan se sine angrebskonkurrenter vise fin form for tiden. Juventus gik til pause foran 2-0 på mål af angriberne Mirko Vucinic og Alessandro Matri.

Gæsterne fra Fiorentina havde selv et par kendte angribere med fra start, men hverken Stevan Jovetic, som har spillet en god sæson, eller veteranen Luca Toni - der i 2006 vandt VM-guld med Italien - kunne svare igen.

Fiorentina, som bejler til de europæiske pladser, er inde i en sløj periode i øjeblikket med nu tre nederlag i holdets seneste seks kampe.

Juventus har derimod gang i en stime på fem kampe i træk uden nederlag - og de seneste to er vundet.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere