Torino - bold og biler

Læs stort uddrag af kapitlet om Juventus fra 'Calcio Italiano – Kultur, politik og økonomi på banen' af Jesper Ralbjerg og Mikael Sørensen her

Uden familien Agnelli og FIAT-fabrikkerne var de to Andrea'er - Barzargli og Pirlo - næppe endt i Juventus. (Foto: AP)
Uden familien Agnelli og FIAT-fabrikkerne var de to Andrea'er - Barzargli og Pirlo - næppe endt i Juventus. (Foto: AP)

Ved foden af Alperne i det nordlige Italien ligger Piemontes ofte tågeindsvøbte hovedstad,Torino.

Der har den ligget altid. Men hvad de færreste ved, er at den ikke altid bare har været Piemontes hovedstad. I 1861-65 var Torino hovedstaden i det samlede Italien.

Efter Romerrigets fald var Italien et splittet land hvor krige og stridigheder havde delt den tidligere stormagt. Romerrigets magtcenter, Rom, var under fransk herredømme efter smertefulde nederlag til Napoleon, og med Roms belejring havde man også lagt en ring rundt om den måske stærkeste magt i Europa: Vatikanet og den katolske kirke.

Det var en sårende kendsgerning for de italienere der stadig drømte om en forenet italiensk nation under fælles flag. Det var dog ikke kun fremmede magters belejring af landet der stod imellem folket og samlingen.

Italien var opdelt i regioner hvor hertuger og fyrster sad på magten. Torino var i 1800-tallet også hjemsted for den italienske kongefamilie, som senere skulle regere det samlede Italien. Det var derfor ikke nogen overraskelse at det var fra netop Piemontes hovedstad at processen og bevægelsen mod et samlet Italien blev styret. I 1861 var det følgelig et naturligt valg at Torino blev udnævnt som Italiens hovedstad. Også set i lyset af at den gamle hovedstad Rom endnu var under fransk herredømme.

Torinos tid som regeringsby blev dog en kortvarig affære, idet parlamentet efter kort tid besluttede at Firenze var bedre egnet som hovedstad eftersom byen havde en mere central placering i landet.

I 1871 tabte franskmændene kampen om Rom og italienerne havde igen indtaget deres elskede Rom som straks blev udnævnt til hovedstad i landet. Eftersom det politiske magtcentrum på få år havde rykket sig fra Torino i nord via Firenze til Rom i syd, måtte Torinos styre i stedet finde andre måder hvorpå byen kunne gøre sig relevant som magtspiller over for resten af Italien og Europa.

Byen gik derfor benhårdt efter at blive en handels- og industriby.

Den geografiske placering tæt ved den franske grænse var yderst fordelagtig, idet handel ind og ud af Italien ofte skulle passere alpebyen. I denne periode byggede man den berømte Frejus-jernbanetunnel der skulle sikre at handelstrafikken gik via byen. Og tankegangen var ganske enkel: Jo mere trafik der gik igennem den norditalienske by, jo flere toldpenge kom der ind til byen og dens ledere.

Torino satsede dog ikke ensidigt på handel og toldpenge. Byen nød ligesom andre store dele af Europa også godt af den industrielle revolution. I årene lige før og efter år 1900 voksede et antal fabrikker op i og omkring byen.

Mest nævneværdige er automobilfabrikkerne FIAT og Lancia.

Den økonomiske vækst fortsatte støt op gennem starten af det 20. århundrede, og erhvervslivets fremgang betød stigende velstand til byen og dens indbyggere.

Første Verdenskrig havde ændret det politiske landskab i Italien, og man oplevede nu en tendens til at italienerne søgte mod de politiske yderpoler med kommunismen på den ene side og fascismen på den anden. I takt med at fascismen og Mussolini overtog magten i Italien, blev der skabt gunstige betingelser for byens økonomiske vækst.

Den fascistiske leder havde nemlig et stort behov for en af byens kernekompetencer: produktion af militærkøretøjer.

Fremgangen i Torino fortsatte helt frem til Anden Verdenskrig hvor Italien i trit med krigens udvikling blev invaderet og overtaget af de allierede styrker. Mange byer mærkede krigens ødelæggelser, og selv om Torino ikke var lige så hærget som andre italienske byer, havde krigen dog sat sine spor efter de allieredes bombardementer af industriområderne i byen.

Anden Verdenskrig havde ødelagt hele Europas infrastruktur og sat udviklingen mange år tilbage. Som tabende nation stod Italien i en ufordelagtig situation, og alene det at komme på fode igen ville blive en stor udfordring.

Krigen havde dog også tegnet nye fronter i det globalpolitiske landskab, med Sovjetunionen som den ene magtfaktor og USA som den anden. Og netop Italiens strategisk vigtige placering i Middelhavet gjorde landet til en vigtig allieret for USA i den kolde krigs Europa hvor fronterne mellem øst og vest var trukket skarpt op.

Den velkendte amerikanske Marshall-hjælp skulle derfor være med til at kickstarte Italien og især Torino. Byen dannede efter krigen, sammen med Milano og Genoa, den såkaldte økonomiske triangel som var drivkraften bag Italiens genrejsning efter krigen i en periode der fik tilnavnet ”det italienske økonomiske mirakel”.

Økonomien blomstrede i Norditalien, og indbyggertallet i Torino steg fra omkring 700.000 til 1,1 millioner mennesker.

Befolkningstilvæksten blev primært skabt af tilflytterne fra de fattige egne i Syditalien, især Sicilien. Torino, som stadig var kendt for sine bilfabrikker, blev for de mange håbefulde syditalienere et symbol på noget større og noget bedre. Byen blev symbolet på en fremtid uden fattigdom.

I Italien var Torino også symbolet på kapitalismen som den bærende faktor i den økonomiske opblomstring. Det arkitektoniske billede af byen i dag bærer også præg af industrialiseringen, og byen ligner nok nærmere en typisk nordeuropæisk by frem for en klassisk italiensk by med monumenter på hvert gadehjørne. Industribyen har dog de senere år gennemført flere forskellige byfornyende initiativer, og med Vinter-OL i 2006 fik hele byen en mindre æstetisk overhaling.

Men selv om begivenheden var en stor succes, ændrede det ikke på det faktum at Torino er og bliver en stor italiensk industriby. Og i dag er byen økonomisk set den tredjestærkeste by i Italien efter Milano og Rom.

Positionen som industriby er ikke mindst skabt af Fabbrica Italiana Automobili Torino, i daglig tale kaldet FIAT. Bilfabrikken blev grundlagt i 1899 af Giovanni Agnelli. Fire år inden den mere berømte Henry Ford grundlagde sin fabrik i USA. I de første år leverede FIAT foruden biler også lokomotivmotorer, militærkøretøjer, landbrugsmaskiner og endda flyvemaskiner.

Allerede i virksomhedens spæde år oplevede den stor fremgang, og inden Første Verdenskrig beskæftigede fabrikken over 4.000 ansatte. Og som det var tilfældet med Torino, oplevede FIAT også støt fremgang i årene efter krigen. Eller rettere: FIAT var hovedaktøren der trak hele byen og regionen med sig, for FIAT fortsatte med at vokse, og et gunstigt samarbejde med diktator Mussolini gav ejeren, Giovanni Agnelli, mulighed for at få virksomheden til at vokse. Mussolinis regime valgte at slå hårdt ned på de stadig hyppigere forekommende arbejderoprør og strejker blandt de ansatte som krævede bedre forhold.

Mussolinis hovedfjende nummer ét var kommunismen, og derfor skulle oprør af den type slås ned med hård hånd. Han forbød strejker og fagforeninger, og oprørsledere blev sendt i fængsel.

Sådanne manøvrer var med til at skabe ro omkring hele bilfabrikkens infrastruktur, og dermed kunne Agnelli og FIAT fortsat udvikle den stadig voksende forretning. Mens Mussolini med den ene hånd skabte gode vilkår for fabrikken, pumpede han med den anden hånd store midler ind i FIAT, for Il Duce havde brug for masser af materiel til sin hær. Og dét materiel – i form af militærkøretøjer – var FIAT garant for at levere til Il Duce og hans hær.

Det var også under Mussolinis regeringstid at FIAT i 1939 kunne åbne den kolossale fabrik Mirafiori, der med sit kæmpestore areal angiveligt dækkede hele 6 pct. af Torino. En kolos af en fabrik. Men også et symbol på FIAT’s storhed og position i det italienske samfund. Det italienske økonomiske mirakel der prægede Italien i 1960’erne, var i den grad også gunstigt for FIAT der i denne periode gik fra at være en stor italiensk fabrik til at være symbolet og flagskibet for Italiens erhvervsliv og industri.

De håbefulde og fattige italienere fra syd valfartede i 1960’erne til den kolde og tågede by for at finde arbejde. FIAT var vejen ud af arbejdsløshed, og derfor var og er FIAT af vital betydning for italienerne og ikke mindst for den italienske økonomi. Som direkte resultat af FIAT’s position i Italien har man igennem årene fra de forskellige regeringer i Rom kunnet opleve flere politiske beslutninger til gunst for bilfabrikanten. På grund af virksomhedens størrelse og det store antal italienere den beskæftigede, opstod den berømte vending: Hvad der er godt for FIAT, er godt for Italien.

Og FIAT har virkelig været god for Italien. I samme periode var det en stående vittighed at det i realiteten var FIAT der styrede landet, og mange

kaldte derfor fædrelandet for Fiatalia. Koncernen voksede sig stadig større. For gennem årene har man også indlemmet andre store bilmærker i forretningsimperiet, inklusive Ferrari og Alfa Romeo. Seneste skud på stammen er den amerikanske mastodont Chrysler fra den konkursramte bilby Detroit. Paradoksalt nok er Torino af amerikanerne ofte blevet betegnet som Italiens Detroit. Men nu ejer Italien og FIAT altså Detroit – kan man sige.

FIAT beskæftiger ikke færre end 214.000 ansatte på verdensplan, hvoraf cirka 62.000 er italienere. Samtidig omsætter FIAT for svimlende 84 milliarder euro.

De stolte ejere af FIAT-koncernen er Agnelli-familien som stort set alle italienere kender, respekterer og nærer ærefrygt for. Agnelli-familien har igennem årene fået tildelt hæderfulde navne som Italiens Kennedy’er og Italiens uofficielle kongefamilie. Det er med afstand den mest indflydelsesrige og magtfulde familie i hele Italien. Mange har et billede af Silvio Berlusconi som Italiens mest magtfulde mand, men over for Agnelli-familien er han blot en lille brik i magtspillet.

Familiens status i pressen er som Europas kongehuse: Mange medier er berøringsangste over for Agnellierne, og flere store skandaler er gennem årene blevet forbigået i tavshed.

Begyndelsen på dette dynasti skal findes tilbage i 1899 da Giovanni Agnelli grundlagde FIAT. Han sad i øvrigt på magten i koncernen helt frem til 1945. I takt med at koncernens økonomiske grundlag voksede, øgedes også Agnelli-familiens magt og indflydelse.

Da FIAT-koncernens stifter og grundlægger døde i 1945, stod familien uden en oplagt arvtager til familievirksomheden. Den udsete afløser var barnebarnet Gianni Agnelli som var opkaldt efter farfaren. Familien havde store forventninger til barnebarnet, men han var på det tidspunkt blot 24 år gammel og følte sig slet ikke klar til at udfylde farfarens rolle i FIAT. Desuden havde Gianni også smag for det søde liv, og det var svært for ham at få den livsstil til at hænge sammen med en af de mest magtfulde men også krævende positioner i Italien.

Samtidig havde Comitato di Liberazione Nazionale (Den nationale frihedsbevægelse) efter krigen forbudt Agnelli-familien at styre fabrikken, grundet familiens tætte bånd til fascismen. Derfor overtog Gianni Agnelli ikke posten som koncernchef for FIAT før i 1966. Tiden med Gianni Agnelli i spidsen for koncernen blev en vigtig periode i både Agnelli-familien og FIAT’s liv, for Gianni førte FIAT ind i en æra der gjorde både koncernen og Agnelli-familien mere magtfuld end nogensinde.

I folkemunde blev Gianni kaldt advokaten, hvilket refererede til hans uddannelse som jurist. Advokaten sad på Italiens mest magtfulde post i 30 år, altså frem til 1996 hvor hans alder på 75 ifølge interne regler i FIAT-koncernen tvang ham til at abdicere.

Det var dog stadig Gianni der trak i trådene bag kulissen. Giannis store succes skyldtes ikke mindst hans diplomatiske evner til at indgå de rigtige kompromiser med landets politikere, som han ofte havde et personligt forhold til. Dette gjaldt også præsidenten for den statsejede bank, Banca di Credito Finanziaro, Enrico Cuccia, som var Gianni behjælpelig med hans forretninger.

De gode forbindelser helt op i regeringstoppen havde gennem årene affødt en række favorable lovændringer. Blandt andet indførte regeringen ved årtusindeskiftet en lov som gjorde det muligt for italienerne at få tilskud til bilkøb.

Gianni var ikke blot ansigtet udadtil for FIAT, men var også sammen med den trofaste bror, Umberto, med til at videreføre Agnelli-familiens anden store kærlighed, Juventus. Bedstefaren Giovanni Agnelli havde i sin periode som direktør for FIAT købt fodboldklubben i 1923. Kort efter blev sønnen Edoardo Agnelli udvalgt til præsident for klubben. Og selv den dag i dag er både FIAT og Juventus synonym med Agnelli-familien, og omvendt.

Juventus blev oprindelig stiftet af en gruppe studerende fra en lokal skole allerede i 1897, og klubben aspirerede til succes fra den spæde start, hvilket gav sig udslag i et vundet mesterskab i 1905. Dét ene mesterskab fylder dog ikke alverden på klubbens rekordliste.

Da Agnelli overtog fodboldklubben i 1923, var det ikke udelukkende på grund af de sportslige resultater. For ligesom Milans daværende præsident, Piero Pirelli, så FIAT-ejeren et stort kommercielt potentiale i at eje en fodboldklub. Juventus kunne bruges i markedsføringen af FIAT og vise Giovannis bilfabrik frem ved hjælp af et sprog som italienerne kunne forstå: fodboldsproget.

Foruden det store markedsføringspotentiale kunne ejerskabet af klubben også bruges til FIAT’s egne medarbejdere, eftersom de ansatte kunne få mulighed for at følge firmaets fodboldklub, hvilket både skabte en intern stolthed og appellerede direkte til medarbejdernes fodboldhjerter. På det tidspunkt var fodboldspillet for alvor ved at vinde indpas som italienernes foretrukne sport, og med FIAT-koncernens køb af Juventus var medarbejdernes drømme om selv at komme til at spille på et af de store hold pludselig kommet tættere på – i hvert fald i teorien.

Med FIAT’s indtog i klubben begyndte Juventus for alvor at høste succes. Under Edoardo Agnellis ledelse vandt klubben intet mindre end seks italienske mesterskaber på bare 12 år. Mest bemærkelsesværdigt vandt man fem mesterskaber i træk i starten af 1930’erne da Juventus begyndte sin rejse mod storhed og lagde grundstenen for den status som storklub man nyder i dag.

I 1930’erne voksede Juventus’ popularitet voldsomt. De mange titler og succeser var selvfølgelig én af årsagerne hertil, for titler og sejre har alle dage været den korteste vej til en stor fanskare. Men en anden årsag til Juventus’ voksende popularitet i den italienske befolkning skal findes i det faktum at fodbold fra den bedste række begyndte at blive transmitteret i radioen.

Det betød at millioner af italienere hver weekend kunne lytte til og blive eksponeret for radioværtens forførende beretninger om det altvindende Juventus-hold. Desuden bidrog Juventus med ti af de spillere der var med til at vinde verdensmesterskabet for Italien i 1934, og med to spillere da titlen blev forsvaret i 1938.

Efter de succesfulde 1930’ere gik der nogle år før klubben igen kunne fejre de store triumfer. I mellemtiden måtte man se på mens lokalrivalerne fra F.C. Torino løb med de største triumfer. Men det skulle der laves om på, for det var ikke tilfredsstillende for Agnelli-familien at klubbens hold ikke vandt mesterskabet. I 1947 var det derfor endnu en gang tid til at en Agnelli skulle sidde på præsidentposten hos Juventus. Det naturlige valg faldt på advokaten Gianni Agnelli.

Det var en passende stilling som kunne klæde ham på til på et senere tidspunkt at overtage ansvaret for FIAT-imperiet. Der var dog ingen tvivl om at advokatens kærlighed til ”Den Gamle Dame” var stor. Gianni Agnelli samlede holdet der i 1950 vandt det første mesterskab efter at lokalrivalernes årelange dominans var blevet standset på grund af flystyrtet ved Superga-bjerget.

Sammen med angrebslegenden Giampiero Boniperti revolutionerede Agnelli Juventus ved at ændre hele tankegangen i klubben. Den nye tankegang var inspireret af den såkaldte lo stile Juve, som refererede til en ukuelig vilje til at vinde og opnå succes, og som oprindelig blev skabt af Agnelli-familien i FIAT’s virksomhedskultur.

Det blev starten på en ny og lang perlerække af triumfer der stadfæstede Juventus’ position som storklub.

Da Gianni Agnelli stoppede som klubpræsident i 1954, var lillebror Umberto klar til at tage over. Med Umberto som klubpræsident og med udenlandske stjerner som John Charles, Omar Sivori og ikonet Boniperti sikrede Juventus sig i sæsonen 1957-58 som den første klub sit tiende italienske mesterskab. Dermed var Juventus også den første klub der gjorde sig fortjent til over klublogoet at bære den berømte guldstjerne som klubberne må sætte på deres klubtrøje for hvert tiende mesterskab.

I slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne eksploderede klubbens popularitet i den italienske befolkning. Holdets succes på banen var selvfølgelig en stor faktor i den sammenhæng. Men det var først og fremmest synergien mellem FIAT og Juventus der fik udbredt klubbens popularitet til hele landet og især til Syditalien. For i 1960’erne valfartede håbefulde unge mænd til Torino for at finde arbejde på FIAT-fabrikken, og når fabrikkens medarbejdere var hjemme hos familien i syd, fik de lejlighed til at fortælle historien om Juventus.

Dermed blev førstehåndsberetninger en væsentlig årsag til Juves udbredte popularitet og position som Italiens hold. Juventus er stadig ekstremt populær i dele af det sydlige Italien (dog ikke i Napoli), og når holdet spiller på Sicilien, er der altid mange lokale Juventus-fans på stadion.

1960’erne bød ikke kun på opture for Juventus. For en stund flyttedes fodboldens magtcentrum til Milano, og både Milan og Inter høstede triumfer såvel nationalt som internationalt.

Juventus vendte dog stærkt tilbage for at generobre tronen i 1970’erne, og med Boniperti som klubpræsident blev lo stile Juve genindført i klubben. Anført af Giovanni Trapattoni på trænerbænken og med spillere som målmandslegenden Dino Zoff, forsvarsgeneralen Gaetano Scirea og den målfarlige angriber Roberto Bettega på banen, kunne Juve fejre deres tyvende mesterskab og anden guldstjerne efter 1981-82-sæsonen.

Denne anden stjerne cementerede statussen som den største og mest vindende italienske klub. Der var dog et ”men”, for Juventus savnede den internationale anerkendelse.

Klubben havde stadig ikke formået at vinde den største europæiske turnering, Europa Cup’en for Mesterhold – en turnering som de to milanesiske klubber havde vundet i 1960’erne – og som Italiens største klub var dette en torn i øjet på både fans og ledelse.

Det var nu ikke fordi Juve manglede europæiske triumfer, eftersom klubben havde vundet UEFA Cup’en i 1976-77. Men for en klub som Juve, for hvem det handler om at vinde frem for alt, uanset spillestil og metoder, var det bare ikke nok kun at vinde en sekundær europæisk turnering.

Den franske verdensstjerne Michel Platini blev hentet ind som stjernen der skulle føre Juve til den ultimative europæiske triumf. Blandt franskmandens holdkammerater var en del af de landsholdsspillere som havde været med til at gøre Italien til verdensmestre i 1982, så forudsætningerne for at kunne indtage den største europæiske scene var på plads.

I første sæson med Platini, 1982-83, nåede klubben helt til finalen, hvor man dog måtte se sig besejret af tyske Hamburger SV. Europæiske triumfer lod dog ikke vente længe på sig.

I 1983-84-sæsonen vandt Juventus Europa Cup’en for Pokalvindere, og sæsonen efter spillede man sig atter i finalen som skulle stå mod Liverpool på det belgiske Heysel Stadion.

Og her vandt Juve endelig det fineste europæiske trofæ da superstjernen Platini scorede det afgørende mål på straffespark i 1-0-sejren.

Kampen blev imidlertid husket for alt andet end selve fodboldspillet.

Den majaften dannede det gamle Heysel Stadion rammen om en af fodboldhistoriens allerstørste tragedier. Før kampen formåede Liverpools tilhængere at forcere afspærringerne over mod det neutrale afsnit, hvor Juventus’ tifosi af uransagelige årsager opholdt sig. Inden kampstart havde de to fangrupperinger hånet hinanden, og nu ville Liverpools fans gå fra smædesange til fysisk slagsmål. Af frygt for de engelske fans flygtede Juventus-fansene til den modsatte ende af tribunen hvor de blev presset op mod en mur som til sidst gav efter og kollapsede.

Juve-tilhængerne blev mast, og 39 mennesker døde denne aften af deres kvæstelser, mens omkring 600 blev såret. En skamplet på en aften der ellers skulle have markeret afslutningen på en festdag.

Juventus fik sin pokal med hjem, men det var med den størst mulige malurt i bægeret. Heysel-katastrofen er stadig et åbent sår for Juventus og for klubbens tilhængere.

Besøger man det nyopførte Juventus Stadium, kan man på fliser uden for stadion se 39 stjerner med navnene på ofrene fra den tragiske aften. Navnene er placeret side om side med navnene på de 50 spillere med flest kampe for klubben, og meningen er ikke til at tage fejl af: Ofrene har en lige så stor stjerne i klubbens historie som de allerstørste fodboldspillere.

Der skulle gå yderligere 11 år inden Juventus igen stod i finalen. Denne gang var det med Marcello Lippi som træner. Den italienske træner havde fået opbygget endnu et

stærkt Juve-hold som igen viste sig at høre til den europæiske elite. Med en ung Alessandro Del Piero som det nye stjerneskud i klubben vandt Juve endnu en gang i sæsonen 1995-96 den prestigefyldte europæiske turnering, som i mellemtiden var blevet omdøbt til Champions League.

Juventus vandt finalen efter en sejr over Ajax i straffesparkskonkurrence.

De to følgende år bød på to finale-nederlag i Champions League for klubben der egentlig også satte en større ære i at vinde det italienske mesterskab. Det havde i hvert fald højeste prioritet hvis man lyttede til klubbens egne udmeldinger. Juventus var Italiens hold, og derfor betød det italienske mesterskab også mere end sejre i Europa.

De nationale mesterskaber blev stadig vundet på stribe, og i 2006 kunne klubben fejre sit 29. mesterskab og var dermed kun ét mesterskab fra en tredje prestigefyldt guldstjerne på trøjen – troede de.

For efter klubbens daværende direktør, Luciano Moggi, blev afsløret som hovedskyldig i den såkaldte Calciopoli-skandale, måtte Juve se sig frataget mesterskaberne fra 2004-05 og 2005-06 som straf fra det italienske fodboldforbund. Endnu værre var det dog for klubben at den blev tvangsnedrykket til Serie B.

Dette var langt fra den storhed og selvforståelse som klubben havde opbygget gennem historien.

Klubben havde op gennem 1990’erne og frem til Calciopoli-skandalen i 2006 været udsat for mange anklager og megen kritik. Juventus havde skabt en situation for sig selv hvor klubben troede at alle ville have den ned med nakken for enhver pris. Det mente klubben også var tilfældet her hvor den sendte anklager om urent trav mod det italienske fodboldforbund og andre klubber.

Juventus følte sig snydt, for man gjorde jo bare det samme som alle andre. De to mesterskaber blev vundet på banen, mente klubben. Og klubbens fans og medarbejdere insisterede på at holdet havde vundet 29 italienske mesterskaber.

Juventus rykkede tilbage til Serie A efter blot én sæson i den næstbedste italienske række. Årene efter oprykningen var aldeles turbulente både på banen og på ledelsesgangene. Klubben havde svært ved at finde en egnet klubpræsident, hvilket udmøntede sig i brug af hele tre forskellige af slagsen i perioden fra 2006 til 2010. I 2011 fandt klubben endelig den rigtige præsident.

Manden med det velklingende efternavn hed Andrea Agnelli, søn af Umberto Agnelli. Og med familien tilbage på præsidentposten i klubben vandt Juventus mesterskaberne i 2011-12 og 2012-13. Klubben er nu igen oppe på de 29 mesterskaber, og dermed atter kun ét mesterskab fra den tredje stjerne på trøjen.

Eller er de? Besøger man Juventus’ hjemmebane i Torino, Juventus Stadium, er de tre stjerner der er placeret på det storslåede stadions facade, noget af det første der springer den besøgende i øjnene. De tre stjerner symboliserer de 29 mesterskaber som klubben har vundet, samt de to titler man føler blev stjålet fra klubben i forbindelse med Calciopoli-skandalen. For i Juventus’ selvforståelse har klubben vundet 31 mesterskaber og dermed gjort sig fortjent til de tre stjerner.

Og de tre stjerner kan ses overalt på stadion: ved indgangen til vip-området og på banderne langs banen. For yderligere at demonstrere sin protest over de annullerede mesterskaber, spillede klubben i sæsonen 2012-13 med et af klubbens nylavede protestsloganer på trøjen: trenta sul campo (30 på banen). En reference til at klubben havde vundet mesterskaberne på banen for så at blive frataget dem uden for banen. Samtidig var det muligt for fansene at købe en trøje med plads til at sy den tredje stjerne på over logoet. Juventus har ualmindelig vanskeligt ved at acceptere fodboldforbundets dom, på samme måde som mange italienere har svært ved at acceptere regeringens love og domstolenes kendelser, heriblandt Silvio Berlusconi selv i sin tid som regeringsleder.

Ligesom de fleste andre hold i Italien har Juventus fået kaldenavn efter farverne på trøjen. Bianconeri, eller de hvide og sorte, bliver ofte brugt når pressen skal omtale klubben fra Torino. De karakteristiske sorte og hvide striber på Juventus-trøjen har også med mellemrum affødt navnet de zebrastribede.

At det netop skulle blive de farver der prægede Juves trøjer, var faktisk en tilfældighed.

For klubben spillede i sine første år i lyserødt fordi den havde fået leveret de forkerte trøjer i 1897. Klubben tog i starten den lyserøde farve til sig, men som tiden gik og jo mere spillerne brugte trøjerne, jo mere slidte blev de også. Én af klubbens spillere, englænderen John Savage, proklamerede at han havde kontakter i hjemlandet der kunne hjælpe med levering af nye spillertrøjer.

Savage var fra Nottingham-området og fik via en bekendt tilsendt trøjer fra den lokale klub Notts County. De trøjer havde de karakteristiske striber som stadig præger klubbens trøje i dag. Da Juventus indviede sit nye stadion i 2011, spillede klubben derfor åbningskampen mod netop Notts County der til trods for den nuværende tilværelse i den tredjebedste fodboldrække i England har været med til at præge Juventus’ historie og kaldenavn.

Juventus – hvis oprindelige navn var Sport Club Juventus – betyder ung på latin. Derfor kan det synes en kende mærkværdigt at klubben siden har fået tilnavnet ”Den Gamle Dame”. Det paradoksale kaldenavn er der op til flere forklaringer på.

Én af teorierne om navnet skyldes en periode hvor spillet på banen lod meget tilbage at ønske og kritikken mod holdet og spillerne var aldeles skarp. Det var ikke bare egne tilhængere der var utilfredse med præstationerne, også pressen var skånselsløs i sin kritik af spillerne, og en journalist mente slet og ret at navnet Juventus var misvisende, eftersom holdet spillede som en gammel dame.

Andre mener at navnets oprindelse skal findes i den italienske kultur hvor det ikke er uvant at man refererer til sin bil eller fodboldklub med stedordet ’hun’.

Juventus, der med afstand er italienernes mest populære fodboldklub, har derfor altid haft mange bejlere. På et tidspunkt blev Juventus også kaldt Italiens førsteelsker. Men på grund af den sejrrige og lange historie mente mange at det ville give bedre mening at referere til klubben som en gammel dame. Altså en positiv tilkendegivelse over for klubbens lange

og succesfulde historie. I hvert fald er dette tolkningen fra klubbens egne tilhængere.

For modstandernes tifosi fungerer ”den gamle dame” imidlertid glimrende som nedsættende betegnelse.

En klub der er elsket af mange, men hadet af endnu flere, vil unægtelig få tildelt et væld af lidet flatterende navne. Juventus’ egen succes skabte derfor grobund for et populært øgenavn blandt klubbens modstandere, nemlig gobbo, der i dag er en flittigt brugt term blandt Juventus’ egne spillere, ledere og ikke mindst fans. Udtrykket kan oversættes med pukkelrygget.

Det var en fornærmelse som lokalrivalerne fra Torino fandt på da Juventus i 1950’erne havde en spillertrøje der blev trukket ud på ryggen af slipstrømmen når spilleren bevægede sig, og skabte noget der lignede en pukkel. Juventus havde i disse år megen succes, så alle kaldenavne havde nemt ved at få medvind i resten af Italien. Gobbo-udtrykket tog resten af landets tifosi også til sig, og personer med lidet til overs for Juventus og klubbens fans bruger stadig udtrykket.

I Firenze, som er en af de få byer hvori Juventus aldrig formåede at vinde samme respekt og anerkendelse som i resten af landet, kan man opleve at mange indbyggere på deres huse eller køretøjer har klistermærker med skriften: Zona anti-gobbizzata – altså et område hvor gobbo’er ikke er velkomne.

Et andet yndet øgenavn som modstanderholdenes tifosi gennem årene har brugt flittigt, er Rubentus, et ordspil dannet af en sammensætning af Juventus og det italienske ord rubare som betyder ’at stjæle’.

Juventus har været involveret i masser af kontroversielle episoder som har efterladt modstanderne frustrerede tilbage, seneste eksempel værende Calciopoli-skandalen som bestemt ikke har bidraget til et positivt omdømme. Og selv om Juventus har stor opbakning i store dele af Italien, skal man ikke undervurdere de hadefulde følelser der er involveret når et modstanderhold føler sig ”bestjålet”. Om det så er udtryk for misundelse over Juventus’styrke, eller om der reelt er tale om tyveri, er et af mange emner som fodboldbefolkningen nok aldrig bliver enige om.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere