Vildt rygte: Milan lurer på dansk duo

Ifølge det italienske medie ilsussidiario.net er Kasper Schmeichel og Lasse Schøne på ønskelisten i AC Milan

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Der er endnu et par måneder til det internationale transfervindue åbner, men der er allerede godt gang i rygtebørsen alligevel. Således skriver det italienske medie ilsussidiario.net, at den italienske storklub AC Milan pønser på at hente to danske spillere til klubben. 

Det italienske medie skriver torsdag, at både Kasper Schmeichel og Lasse Schøne er på ønskelisten i Milan, der planlægger et aktivt transfervindue til sommer. 

Se også: Medie: Giganter jagter Schmeichel

Kasper Schmeichel er flere gange blevet sat i forbindelse med AC Milan, og den danske målmand er i det hele taget et varmt navn på transfermarkedet, idet han har kontraktudløb i sin engelske klub Leicester til sommer. Målmanden har dog lige sikret sig oprykning til Premier League med klubben, men det er endnu uvist, hvor han fortsætter karrieren. 

Sagen er en anden med Lasse Schøne, for det er første gang, at den danske midtbanemand sættes i forbindelse med Milan. Schøne har spillet en glimrende sæson i Ajax, hvor han har bidraget med både mål og assists for Amsterdam-klubben, der kan sikre sig det hollandske mesterskab i weekenden. 



Schøne har kontraktudløb i Ajax i sommeren 2015, så hvis klubben skal have penge for den 27-årige dansker i forbindelse med et salg, skal det helst være til sommer. Alternativt skal kontrakten forlænges, men senest har træner Frank de Boer udtalt, at klubben ikke har travlt med at strikke en ny aftale sammen.

Skulle AC Milan gøre alvor af interessen i de to danske spillere, vil det være første gang i flere år, at der kommer dansk islæt i den italienske klub. Seneste danske spiller i klubben var Jon Dahl Tomasson, der forlod den i 2005. 

0 kommentarer
Vis kommentarer