Den kontroversielle angriber Mario Balotelli er igen i spotligt for det negative.
Således er han ikke med i Brescias trup til søndagens Serie A-kamp på udebane mod AS Roma.
Balotelli skulle således have optrådt så dovent under torsdagens træning, at Brescia-træner Fabio Grosso har valgt at sætte ham uden for truppen.
- Jeg kræver intensitet, og når jeg ikke ser det, foretrækker jeg at skifte ud, siger Fabio Grosso ifølge nyhedsbureauet AFP.
Grosso, der tiltrådte som træner i klubben 5. november, siger, at han hverken ønsker at bagatellisere udfordringen eller at blæse den ud af proportioner.
- Jeg har sagt til Mario, at jeg kun kan hjælpe ham til et vist punkt. Derfra må han hjælpe sig selv, siger Fabio Grosso, der blev en nøglefigur, da Italien i 2006 vandt VM.
Balotelli kom til Brescia forud for denne sæson. Tidligere har han blandt andet spillet i Inter, Manchester City, AC Milan og Liverpool, og han har ofte skabt problemer for sig selv uden for banen.
Brescia ligger sidst i Serie A med syv point for 11 kampe inden søndagens udekamp.
Mourinho-effekten: Zlatan kan ende i chokskifte