Barcelona stjal drømmespilleren: Storklub truer med bål og brand

Romas sportsdirektør er langt fra tilfreds med, at Bordeaux skiftede mening og solgte Malcom til FC Barcelona

Den unge brasilianske angriber Malcom virkede i første omgang til at være godt på vej til den italienske hovedstad og Serie A-klubben AS Roma.

Men da et bud fra Roma var blevet accepteret af den franske klub Bordeaux, meldte de spanske giganter fra FC Barcelona sig på banen.

Og kort tid efter kunne spanierne præsentere deres brasilianske nyindkøb.

Et bizart forløb, som Romas sportsdirektør, Ramon Rodriguez Verdejo, der mest er kendt under navnet Monchi, nu reagerer på.

- Vi indledte forhandlingerne for cirka en uge siden. Efter tre-fire dages intense forhandlinger blev vi i går (mandag, red.) enige.

- Handlen var lavet, og vi havde fået tilladelse til, at spilleren kunne rejse til Rom for at få lavet lægetjek, siger Monchi til klubbens medie Roma TV.

Pludselig blev Malcoms rejse til Rom dog bremset af franskmændene.

- Jeg ringede til Stephane Martin (Bordeauxs præsident, red.), og han sagde, at Barcelona var kommet med et bedre bud. Jeg sagde, at vi havde en aftale, men de sagde, at intet var underskrevet, siger Monchi.

Herefter besluttede Roma at overgå spaniernes bud, som så igen overbød italienernes. Og så var Monchis tålmodighed opbrugt.

- Jeg sagde, at vi ikke var interesserede i at deltage i en auktion.

- Nu må vi se på vores muligheder, og se om vi kan køre en juridisk sag (mod Bordeaux, red.). Det er rigtigt, at intet var underskrevet, men der er mange samtaler, som bør undersøges, lyder det fra Monchi.

Barcelona betaler 41 millioner euro for den 21-årige brasilianer, der har scoret 23 mål i 96 kampe for Bordeaux de seneste tre sæsoner.

Samtidig siger Monchi, at Roma stadig er på jagt efter forstærkninger.

- Jeg vil gerne sige til vores fans, at vi fortsat arbejder hårdt på at finde en spiller, der vil komme til Roma, og som er lige så god som eller endda bedre end Malcom, siger Roma-sportsdirektøren.

Roma blev nummer tre i Serie A i sidste sæson.

Se også: Tøffe hylder oprykkerne - men der er noget ved Brøndby, han ikke kan lide

Se også: Surt CL-show! FCM straffet af mareridts-mål i overtiden

Se også: Fik debut mod FCK - dagen efter blev han udvist

17 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere