Syv personer måtte der til for at holde Nani væk fra en af klubbens fans, der havde valgt at kritisere den portugisiske landsholdsspiller for sine præstationer for Lazio. Det fortæller Sky.
For de fleste fodbold-stjerner er det utopi at skulle flyve sammen med fans, når de har været på udebanetur. Det er måske også en god idé for Lazio i fremtiden at chartre deres eget fly.
Både spillere og fans sad nemlig i samme fly hjem fra Cagliari til Rom, og efter det skuffende 2-2 resultat i søndags, der betød, at Lazio nu er tre point efter ærkerivalerne fra AS Roma, var det næsten dømt til at gå galt.
En fan vækkede tilsyneladende Nani, der forsøgte at få sig en lur, og den tidligere Manchester United-spiller var langt fra tilfreds med situationen, da han efterfølgende snakkede med det italienske medie La Gazetta dello Sport.
- Jeg har aldrig før oplevet at skulle rejse med fans og blive svinet til. Hverken i Manchester (United red.) eller andre steder, jeg har spillet.
Ifølge italienske medier forsøgte Nani at få fat i den italienske fan, men hurtig indblanding fra blandt andre Lucas Leiva, Wallace og Sergej Milinkovic-Savic fik ham på andre tanker.
Da flyet landede igen, blev Lazio-spillerne og klubbens personale eskorteret ind i en bus, der skulle fragte dem videre til terminalen, mens de 'almindelige' passagerer måtte vente med at forlade flyet, til de var kørt.
Nani, der er udlejet fra Valencia, har ikke haft stor succes i Rom-klubben, og i søndagens kamp fik han blot 14 minutter på banen. Derfor forventes det heller ikke, at han bliver i klubben efter sæsonen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.