- Bød 750 millioner kroner for Eriksen

Ifølge den italienske journalist Gianluca Di Marzio forsøgte Real Madrid at kapre Christian Eriksen for et stort millionbeløb for to år siden

Der var tilsyneladende rift om Christian Eriksens underskrift tilbage i 2018. Foto: Massimo Pinca/Ritzau Scanpix
Der var tilsyneladende rift om Christian Eriksens underskrift tilbage i 2018. Foto: Massimo Pinca/Ritzau Scanpix

Det har været op- og ned for danske Christian Eriksen, siden han i vinter skiftede fra Tottenham til Inter. Men faktisk kunne den danske landsholdsspiller være havnet et helt andet sted.

For ifølge den italienske journalist Gianluca Di Marzio var Real Madrid meget interesseret i at få fingrene i danskerens underskrift for to år siden. Det fortalte han ifølge Internews til Sky Sport Italia i forbindelse med Inters kamp mod Fiorentina onsdag aften.

- Inter er overbeviste om, at Eriksen er mere end bare en halv spiller. Det fortæller hans nylige historik også. Eriksen havde for to år siden et bud på 100 millioner euro (750 mio. kr.) fra Real Madrid, som ville købe ham for alt i verden, men det lykkedes ikke, siger Gianluca Di Marzio, til Sky Sport Italia ifølge Internews.

I stedet endte Christian Eriksen som bekendt i Inter, der købte den 28-årige dansker for den nette sum af omkring 150 millioner kroner. Altså en noget anden pris, end den Real Madrid forsøgte at kapre ham for tilbage i 2018.

Den lave pris på 150 millioner kroner for danskeren skyldes, at han på dette tidspunkt blot havde et halvt år tilbage af sin kontrakt med Tottenham, hvorfor hans værdi faldt.

Artiklen fortsætter under billedet...

Christian Eriksen i aktion for Inter i holdets seneste kamp mod Fiorentina. Foto: Emilo Andreoli/Getty Images
Christian Eriksen i aktion for Inter i holdets seneste kamp mod Fiorentina. Foto: Emilo Andreoli/Getty Images
 

Og den danske landsholdsstjerne endte som bekendt ikke i Real Madrid. Til gengæld har Christian Eriksen startet både på banen og været en flittig bænkevarmer siden skiftet til det italienske. Skriverierne om Eriksens præstationer har da også været mange.

Inters træner, Antonio Conte, har dog i den seneste tid været ude og rose danskeren for hans præstationer. Inter-træneren mener nemlig, at han er ved at tilpasse sig holdets måde at spille på.

- Han skal holde et vist niveau. Han forbedrer sig, og han er klar over, at han er skiftet til en ambitiøs klub, der kræver meget af ham, sagde Conte tidligere på måneden ifølge Sky Sport Italia, inden han få for dage siden kom med yderligere ros til Eriksen.

- Vi har lidt mange tab på det seneste, men vi ser samtidig glasset som halvfyldt, og dem, der har spillet, har givet store svar. Jeg henviser til spillere som Marcelo Brozovic, Borja Valero og Christian Eriksen, som vi er ved at integrere, lød det fra Inter-chefen til Inter TV.

Christian Eriksen har indtil videre spillet 19 kampe for Inter, mens det også er blevet til tre mål og tre assists for danskeren. Ifølge Transfermarkt.com er danskerens markedspris i øjeblikket på 68 millioner euro, hvilket svarer til omkring 506 millioner danske kroner.

Se også: Liverpool-stjerne plyndret under guldfest

Se også: Ståle saver egen spiller over

Se også: Nedtur for Juve: Guldet må vente

 

59 kommentarer
Vis kommentarer