Cornelius efter vildt målshow: - Til mine bedsteforældre

Andreas Cornelius dedikerede sine tre mål til bedsteforældrene, der var på tribunen til kampen mod Genoa

Andreas Cornelus scorede hattrick på 11 minutter i kampen mod Genoa. Foto: Serena Campanini/Ritzau Scanpix
Andreas Cornelus scorede hattrick på 11 minutter i kampen mod Genoa. Foto: Serena Campanini/Ritzau Scanpix

56 år.

Så længe siden er det, at en dansker sidst scorede hattrick i Serie A, og Andreas Cornelius var naturligvis glad for at gøre Harald Nielsen kunsten efter, da han som indskifter scorede tre gange på 11 minutter i søndagens kamp mod Genoa. To i første halvleg og en gang efter pausen.

Og hovedpersonen var nok lidt ekstra glad, fordi bedsteforældrene for første gang var i udlandet for at se deres barnebarn spille fodbold, afslørede han efter kampen.

- Det betød meget for mig at score et hattrick. Det har jeg aldrig prøvet i min karriere. At gøre det her i Serie A betyder meget. Jeg dedikerer det til mine bedsteforældre. I dag var første gang, at de er kommet for at se mig i udlandet, så alle tre mål er til dem, siger Andreas Cornelius til Parmas hjemmeside.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad. Før kampen havde jeg ikke troet, jeg skulle score hattrick, for jeg var ikke i startopstillingen, lyder det videre fra Cornelius, der også huskede at ærgre sig over angrebskollegaen Roberto Ingleses skade.

Angriberen måtte lade sig udskifte efter 12 minutter, og det gav chancen for den tidligere FCK'er.

- Nu fokuserer jeg på at prøve at blive stabil i mine præstationer. Jeg har det rigtig godt i Parma, siger Andreas Cornelius. 

Han står nu noteret for fire scoringer i denne sæson, mens han i alt er oppe på syv kasser i Serie A.

Det seneste danske hattrick i Serie A faldt i 1963, da Harald Nielsen scorede tre gange i samme kamp for Bologna.

Foto: Serena Campanini/Ritzau Scanpix
Foto: Serena Campanini/Ritzau Scanpix
 

22 kommentarer
Vis kommentarer