Alt, hvad Ajax-tilhængerne ønsker sig til jul, er Lasse Schöne …
Den 33-årige landsholdsspiller er stadig et stort navn i Amsterdam-klubben, hvor mange var kede af at se ham forsvinde til italienske Genoa i sommer.
Og et rygte fra en italiensk journalist har nu fået dem til at kræve ham hjem til Ajax.
Juleaftensdag fortalte journalisten Nicolò Schira fra Gazzetta dello Sport, at Schöne ifølge hans oplysninger var blevet sat på transferlisten i Genoa.
Serie A-klubben vil ifølge journalisten af med den løntunge dansker for at finansiere nyindkøb, og står det til Ajax-folket, kan de bare sende Schöne retur til Holland.
På det sociale medie Twitter trender Schöne lige nu. Under #LasseComeHome har mange Ajax-fans udtrykt deres store juleønske, og der er flere klip fra Schönes mange gode år i Ajax.
Blandt andet den sublime frisparksscoring mod Real Madrid tidligere på året.
Den elegante midtbanemand var i Ajax fra 2012 til 2019 og var blandt publikumsfavoritterne i den hollandske storklub.
Med sin fantastisk sparketeknik fik han målnettet til at blafre og Ajax-publikummet til at juble. Det blev til 64 scoringer i 287 kampe, inden han sagde i sommer farvel med The Double.
Genoa betalte ca. 11 mio. kr. for 33-årige Schöne, og det er overraskende, hvis den italienske klub, som Schira hævder, allerede vil af med ham.
Schöne er startet inde i 14 af 17 Serie A-kampe i denne sæson og har scoret en enkelt gang.
Noget skal der dog ske i Genoa, der gik på juleferie som nummer sidst i Serie A. Danskerklubben har blot fået 11 point og ikke vundet siden slutningen af oktober.
Fundet i pool til fest: Mystik om ung målmands død
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.