Genoa skal have en ny cheftræner.
Klubben har netop meddelt på sin hjemmeside, at man har valgt at stoppe samarbejdet med Andriy Shevchenko, som bestemt ikke har haft en nem tilværelse i Serie A.
Den ukrainske legende blev ansat i november, og han var udset til at være manden, der skulle redde klubben fra at rykke ned med en kontrakt frem til 2024.
Men sådan gik det ikke. Han nåede blot ni ligakampe og to pokalkampe, før klubben fik nok.
Med ham ved trænerroret blev det til tre point i Serie A uden sejr, og klubben indtager i skrivende stund en plads i bunden af tabellen med 12 point efter 21 kampe.
I pressemeddelelsen takker Genoa den nu tidligere træner, ligesom staben får roser med på vejen, efter det arbejde, der er blevet udført i de seneste måneder.
Førsteholdet kommer midlertidigt under Abdoulay Konkos vinger, indtil klubben finder en permanent løsning.
I sin klubkarriere blev Shevchenko lidt af en legende, hvor han scorede mål på samlebånd for blandt andre Chelsea og AC Milan.
Han havde desuden en stor landsholdskarriere og nåede at være landstræner i små fem år før jobbet i Genoa.
--------- SPLIT ELEMENT ---------