Eriksen overvældet over stemningen i derby-triumfen i Milano

Det var ren instinkt da Christian Eriksen tog chancen på det frispark, der ramte overliggeren

Eriksens start i Inter har været blandet. Video/redigering: Miguel Medina, Ritzau Scanpix, SNTV/Signe Skov

MILANO (Ekstra Bladet): Christian Eriksen lignede en lille dreng, der lige havde fået verdens største legosæt i fødselsdagsgave, da han forlod San Siro efter det overdådige 4-2 comeback mod lokalrivalerne fra AC Milan.

Sejren forklarede en del af det gode humør, men især passionen fra lægterne fyldte meget for den danske kreatør efter kampen  

- Det sluttede som en fed oplevelse. Det var en trist første halvleg resultatmæssigt i en fed kulisse, der var meget, meget speciel. Jeg står her med et smil på over, at det trods alt endte med en sejr, sagde han, da han stoppede for at snakke med TV2 og Ekstra Bladet efter kampen.

Mere end 75.000 tilskuere fyldte San Siro til bristepunktet og leverede en eksplosiv, passioneret kulisse, som er på et helt andet niveau end Premier League. Inters fans i Curva Nord fyldte inden kampstart hele endetribunen med et massivt flag, men også AC Milans fans boltrede sig med en tilsvarende tifo i sin ende.

Inters fans dækkede hele Curva Nord med en kæmpetifo før kampstart. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Inters fans dækkede hele Curva Nord med en kæmpetifo før kampstart. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

- Fansene har planlagt alt som den store tifo, der kørte inden kampen. Det har man ikke rigtig i Premier League, for det får de ikke lov til. Her føler du det jo også, når man kører ind til stadion i bussen, så banker tilhængerne på siden af bussen, og man kan mærke, at de er oppe at køre, fordi det er så stor, betydningsfuld og vigtig kamp, sagde Christian Eriksen, som mødtes med landstræner Åge Hareide efter kampen, hvor det blev til en længere snak - formentlig også om det mesterlige frispark som Christian Eriksen bankede på underkanten af overliggeren ti minutter før slutfløjtet.

- Jeg vidste nok, at jeg skulle blive stående ved bolden og se, om der var noget indøvet, som de andre gerne ville prøve. Men så stod jeg der og tænkte, at AC Milan stod så dybt, at den skulle have chancen. Jeg kiggede på Matteo Brozovic, som sagde jeg bare skulle sparke... og så sparkede jeg.

- Jeg rammer den, lige som den skal, og så alligevel ikke, for den gik ikke ind, men det bliver én, som jeg kommer til at drømme om og have mareridt over, fordi den ikke gik ind, sagde Christian Eriksen, der var umådeligt tæt på endegyldigt at afgøre det store derby på et tidspunkt, hvor Inter førte 3-2.

Inter-spillere fejrede derby-comebacket med tilhængerne. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Inter-spillere fejrede derby-comebacket med tilhængerne. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

- Det var ekstase. Og det havde været overekstase, hvis den var gået ind. Det havde været en dessert på dessert på dessert, sagde Christian Eriksen som har fået en varm modtagelse af Inter-tilhængerne, og det ansporer ham.

- Det er jo nogle fans, som lever sig ind i det og følger med og glade for, at jeg er kommet. Det kan jeg virkelig mærke. Det skubber én i den rigtige retning og hjælper mig til at falde til hurtigere. Alt har indtil videre været virkelig godt, sagde Christian Eriksen og glædede sig over, at Inter med derbysejren indhentede Juventus i toppen. Torino-kllubben topper dog stadig, fordi de vandt sæsonens første møde mellem de to.

- Det er rart at sige, at vi har lige så mange point som Juventus, men der er stadig en del kampe endnu, før det hele er afgjort, sagde Christian Eriksen.

Inter møder Juventus i Torino om tre uger.

Christian Eriksen fik 20 minutter på banen i Milano-derbyet. Foto: Daniele Mascolo/Reuters/Ritzau Scanpix Italiensk fodbold - 9. feb. 2020 - kl. 22:49 Eriksen og Inter i vildt comeback

Danske Barça-fans raser over, at de ikke kan se Messi i aktion på en tv-kanal. Foto: Ander Gillenea/Ritzau Scanpix Spansk fodbold - 9. feb. 2020 - kl. 12:05 Raser over TV2: 'Er I helt væk?'

Christian Eriksen ventede halvandet år på at blive solgt fra Tottenham. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix Italiensk fodbold - 9. feb. 2020 - kl. 10:50 Nu taler Eriksen om Real Madrid

- Folk går bare og glæder sig. Det bliver noget særligt for alle, når det sker, og lige nu er det ikke alle, der ved, hvordan de skal forholde sig til det, siger Jan Mølby, der var med til at fejre mange triumfer med Liverpool i 80'erne. Foto: Colorsport/REX Sport og Spil 'Liverpool er også på dette niveau om fem år'

52 kommentarer
Vis kommentarer