Eriksens forvandling: - Jeg forstod det ikke i starten

Efteråret og foråret for den danske stjerne har været som nat og dag. Nu fortæller Eriksen om den svære begyndelse i Inter

Der var jubel i spillerbussen, da Inter så godt som sikrede sig mesterskabet med weekendens sejr over Crotone. Helt afgjort blev sagerne, da Atalanta efterfølgende smed point.

Kort inden årsskiftet satte Inter Christian Eriksen til salg, da det ikke var blevet til meget spilletid i efteråret.

Herefter blev alt vendt på hovedet for fynboen. Fra slutningen af januar begyndte Antonio Conte at se danskerens vej, og Eriksen endte endda med at få en stor rolle i at vinde det italienske mesterskab.

Det var dog noget af en omvæltning for den danske stjerne, da han ankom til Inter tilbage i begyndelsen af 2020.

- Jeg kom med et åbent sind for at lære. Det, jeg ikke forstod i starten, var, at jeg måtte følge Contes måde at spille på, at jeg var nødt til at udføre og huske alt det, han havde forberedt holdet på, siger danskeren i et længere interview med Milano-avisen Gazzetta dello Sport.

- Tidligere var jeg mere vant til min intuition. Jeg var fri til at træffe beslutninger på et sekund baseret på, hvad jeg så, men med træneren er der altid en generel plan at følge.

Eriksen har i 2021 haft succes på Contes mandskab. Foto: Giovanni Isolino/Ritzau Scanpix
Eriksen har i 2021 haft succes på Contes mandskab. Foto: Giovanni Isolino/Ritzau Scanpix
 

- Du skal være forberedt, altid vide, hvor dine holdkammerater er, og hvor de kan bevæge sig hen. Lær alt dette og bliv tilpassset til et andet tempo, og så talte vi i januar, og jeg begyndte at spille mere og viste, at jeg var i stand til det.

Trods mere spilletid til danskeren blev det i de første mange kampe i foråret hverken til mål eller assists, som Eriksen ellers ofte har været garant for i karrieren.

I de seneste fire kampe er det dog blevet til to mål. Det seneste var som indskifter mod Crotone, hvor han tog matchvinder-rollen. Dagen efter kunne Inter lade sig fejre som italiensk mester for første gang i 11 år, hvilket blev fejret massivt i storbyen.

Italiensk journalist mener, at Eriksen blev behandlet som en lagermedarbejder - læs mere her.