En nordmand talte ud. En anden stemplede ind.
Mens Ståle Solbakkens tanker om FCK-fyringen søndag aften løb over skærmen, gjorde hans 31 år yngre landsmand drømme til virkelighed i Serie A.
Jens Petter Hauge opnåede inden for en god times tid både at vinde det norske mesterskab med Bodø/Glimt og score sit første Serie A-mål for AC Milan.
Den 21-årige landsholdsspiller startede selv på bænken i Napoli og måtte vente indtil midtvejs i anden halvleg, før han kom på banen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
På det tidspunkt havde hans tidligere holdkammerater i Bodø/Glimt netop sikret sig sejren over Strømsgodset flere tusinde kilometer nordpå.
De tre point havde nordmanden ingen aktie i, men det har han så sandelig i mesterskabet, der blev en realitet som følge af søndagens sejr.
Hauge har været en af Bodø/Glimts absolutte nøglespillere det meste af sæsonen, og han forlod først succes-mandskabet i oktober, hvor AC Milan fik papir på stortalentet.
- I dag (søndag, red.) vandt jeg også mit første mesterskab. Min tidligere klub, Bodø/Glimt, vandt Eliteserien i dag. Jeg er så stolt over at være en del af historien. Det er min barndomsklub, og jeg har nogle af mine bedste venner der. Nyd aftenen, skriver Hauge på Instagram.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Hans egen aften blev nydt i fulde drag, for dybt inde i overtiden på det tilskuertomme San Paolo nettede nordmanden for første gang i Serie A.
Hauge driblede fikst forbi sin oppasser i straffesparksfeltet, inden han bankede bolden i nettet til slutresultatet 3-1.
Sejren betyder, at AC Milan indtager førstepladsen i Serie A.
Superligaen Indefra: FCK bød 100.000 kr. for cheftræner