Farvel og tak: Ny mand færdig i storklub

Sportsdirektør Monchi er fortid i Roma efter klubbens nederlag til Porto i Champions League.

Også sportsdirektøren Monchi forlader Roma efter CL-nedtur. Foto: Ritzau Scanpix
Også sportsdirektøren Monchi forlader Roma efter CL-nedtur. Foto: Ritzau Scanpix

Romas exit i Champions League onsdag har fået store konsekvenser for den sportslige sektor i den italienske hovedstadsklub.

Torsdag aften blev træner Eusebio Di Francesco fyret efter det samlede nederlag til Porto i ottendedelsfinalen, og fredag blev det en realitet, at også sportsdirektør Ramon Rodriguez Verdejo - også kaldet Monchi - stopper.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

Samarbejdet ophæves efter gensidig aftale, lyder det fra klubben.

- Jeg takker Monchi for den dedikation, han har vist igennem de seneste to år, siger Romas direktør, Guido Fienga.

Monchi kom til Roma i 2017 efter at have tilbragt 17 år som sportsdirektør i den spanske klub Sevilla.

Nu tager Federic Massara over for at varetage de sportslige anliggender i klubben.

Roma havde vundet den første ottendedelsfinale med 2-1 over Porto på hjemmebane, men da returkampen gav et nederlag på 1-3, røg Roma skuffende ud.

Klubben har lige nu ikke udsigt til at skulle spille Champions League i den kommende sæson. Roma ligger nummer fem i Serie A og er tre point fra den fjerdeplads, der giver en billet til turneringen.

 

11 kommentarer
Vis kommentarer