Cristian Buninos karriere er gået kraftigt ned ad bakke de seneste år, men i weekenden nåede italieneren vist et foreløbigt lavpunkt.
Den tidligere Juventus-spiller fik således rødt kort for at tisse ved siden af banen i en Serie C-kamp mellem Piacenza og Lecco.
Cristian Bunino optræder for gæsterne fra Lecco og stod klar til at komme fra bænken til banen efter 76 minutters spil, men tissetrangen blev så stor, at den 26-årige italiener ikke så nogen anden udvej end at lade vandet ved siden af banen.
Det fandt dommeren sig ikke i, og så blev Cristian Bunino præsenteret for direkte rødt kort, inden han overhovedet var kommet på banen.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters gjorde han sig ellers umage for at skjule tisseriet, men blev alligevel opdaget.
Artiklen fortsætter under billedet...
Hans træner Luciano Foschi ærgrede sig efter kampen over, at dommeren ikke kunne nøjes med et kort med matchende farve.
- Det er reglerne, og de må følges, men jeg håbede, at dommerne ville bruge lidt sund fornuft, for han fornærmede ikke nogen, og der var ingen, der så det.
- Jeg håbede på et gult kort, men dommeren begik ingen fejl. Og Bunino? Efter min mening vidste han ikke engang, hvad der skulle ske, lød det fra Luciano Foschi til den italienske avis Gazzetta dello Sport.
Lecco kunne glæde sig over, at de kunne fortsatte med 11 spillere på banen, men det lykkedes alligevel ikke at hente sejren i udekampen, som endte 0-0.
Cristian Bunino var spået en stor karriere, da han blev hentet til Juventus som helt ung, og han står også noteret for U19-landskampe og mål for Italien.
En dansk tidligere Superliga-bomber er taget til Norge og har indstillet sigtet mod ikke bare topscorerlisten, men også de flotte norske kvinder. Hør mere i 'Sladderligaen' herunder eller i din podcast-app