Forkæler sig selv med svinedyr Lamborghini

Juventus-angriber Paulo Dybala fejrer sin scoring nummer 100 med at købe sig selv en skrigende gul Lamborghini

Paulo Dybala var stærkt tilfreds med sin nye vogn. PR-foto
Paulo Dybala var stærkt tilfreds med sin nye vogn. PR-foto

Milepæle skal markeres - og Paulo Dybala markerer dem med stil.

Den argentinske Juventus-angriber rundede i optræden nummer 251 for 'Den gamle dame' sin scoring nummer 100, og det skulle naturligvis fejres.

Derfor tog han til Sant’Agata Bolognese og hentede sin nye bil: En Lamborghini Aventador S Roadster - naturligvis i mærkets signaturfarve, den markante gule Giallo Orion.

Man sidder lavt i en Lamborghini Aventador. Men det passer vist Dybala ganske fint. PR-foto
Man sidder lavt i en Lamborghini Aventador. Men det passer vist Dybala ganske fint. PR-foto

Den lækre, åbne sportsvogn bestilte han allerede i årets start

- Med Aventadoren var det kærlighed ved første blik. Jeg har ventet et par år med at købe den, og nu er det med en meget ydmyg følelse og en ære og et privilegium at få lov til at eje en, siger han til Lamborghinis hjemmeside, hvor du også kan du se en video af afsløringen.

Efter en skadesplaget og skuffende sæson for Juventus er der så småt ved at være fart på Dybala igen. Ellers kan han trøste sig med, at hans nye køretøj kan levere.

For med en buldrende 6,5 liters V12-motor med 740 hestekræfter topper Lamborghinien først ved 350 km/t, og den napper accelerationen til 100 km/t på blot tre skunder.

Noget af en kontrast til Dybalas første bil, som han med et grin afslører var en Seat Leon.

Skulle man få den idé at gøre Dybala kunsten efter og bestille en bil magen til, så skal man nok lige tjekke kreditværdigheden med banken først.

Selve bilen koster uden danske afgifter knap 2,7 millioner kroner - og skulle man have lyst til at kunne bruge den til andet end at køre på lukkede baner, så kan den fås med danske plader for lige godt 6,5 millioner kroner.

Lamborghinien har naturligvis de ikoniske saksedøre - og en bred bagdel, de fleste medtrafikanter formentlig kommer til at se meget af. PR-foto
Lamborghinien har naturligvis de ikoniske saksedøre - og en bred bagdel, de fleste medtrafikanter formentlig kommer til at se meget af. PR-foto