Fodboldfans i Torino, Italien, ja det meste Europa har længe haft et problem med Andre Agnelli.
Juventus-præsidenten var en af bagmændene i det urealistiske og forhadte European Super League, der kortvarigt truede europæisk fodbold sidste år.
Men ligefrem at ønske ham død - eller opfordre ham til at tage sig selv af dage...ja, det er for de fleste nok lige at stramme den.
Selv for de ellers så sejrsvante Juve-fans, der i sidste sæson måtte se mesterskabet gå til et andet hold for første gang i ti år, mens de aktuelt er udenfor top4 i Serie A.
En fraktion af Juventus' fans, de såkaldte ultras, er ligeglade. De er ikke blege for at fortælle, at de ønsker ham hen, hvor pebret gror.
Artiklen fortsætter under billedet..
Bannere fjernet i pausen
Det kom i den grad til udtryk onsdag aften, da de medbragte flere bannere til Supercoppaen mod Inter.
'Agnelli muori’ - dø Agnelli, stod der på et af dem.
To andre havde teksten 'Ultras liberi' - befri Ultras. De blev begge fjernet i pausen.
Årsagen er 12 ultras, der i 2019 blev anholdt under mistanke om pengevask, vold og grov afpresning i forbindelse med billetsalg. En længerevarende efterforskning havde blandt andet draget paralleller til mafiaen, og det blev hurtigt kendt, at Juventus samarbejdede med myndighederne.
I den forbindelse fortalte Agnelli, at hardcore fans havde truet og afpresset Juventus.
- Juventus har været tvunget til at tilpasse sig kravene fra fansene - bevidste om de mulige, negative konsekvenser såsom racistiske sange og anden opførsel, der kan ende med bøder, karantæner eller lukning af tribunen, sagde han til anklagemyndigheden i 2019.
Indrømmer møde med ultras
Ultras har lige siden været udelukket fra Juventus' hjemmebane, Allianz Stadium.
Ndrangheta-mafiaen tjente i mange år mange penge på at sælge billetter til Juventus’ Serie A-kampe og Champions League-kampe på den sorte børs. Juventus sørgede i en periode også selv for at få udleveret billetter til mafiaen.
Den sag efterforskede det italienske politi i årevis, og det udløste i 2017 et års karantæne til Agnelli. Den blev dog senere reduceret til tre måneder samt en for ham beskeden bøde på 750.000 kroner.
Til politiet har Agnelli tidligere erkendt at have mødtes med Juventus' hårdeste kerne af ultras for at sikre, at de ikke følte sig diskrimineret - og for at sikre, at de ikke ville forstyrre den offentlige ro, som det hed sig.