Han er Europas scorekonge

Jeg ligger nummer ét: Napolis Edinson Cavani overstråler alle på den europæiske scene i denne sæson – også alle stjernerne i Champions League

Målmaskinen: Ingen når Edinson Cavani til sokkeholderne, når det kommer til træfsikkerheden. (Foto: AP)
Målmaskinen: Ingen når Edinson Cavani til sokkeholderne, når det kommer til træfsikkerheden. (Foto: AP)

Ekstra Bladet har valgt at trække denne artikel, da det ikke er lykkedes at verificere hovedforfatterens identitet. Grunden til, at der fremgår en journalist fra Ekstra Bladet på samme byline er udelukkende, at den pågældende Ekstra Bladet-journalist har oversat interviewet og gjort den klar til publicering online. Ekstra Bladet beklager.

Når de 16 tilbageværende hold i Champions League i morgen begynder deres togt mod pokalen med de store ører, så bliver det uden Europas absolut skarpeste herre.

Han hedder Edinson Cavani, og den italienske sports-avis La Gazzetta dello Sport har kaldt ham 'Sydamerikas bedst bevarede hemmelighed'.

Det var han måske engang, men ikke mere.

For Edinson Cavani, der i dag fylder 24 år, har i den grad brændt sig ind på nethinden med sine 20 Serie A-mål for Napoli i denne sæsons hidtidige 25 kampe.

'El Matador' er suveræn topscorer i Italien, hvor etablerede superstjerner som Samuel Eto'o og Zlatan Ibrahimovic – topscorere i henholdsvis Inter og Milan – slet ikke kan matche uruguayanerens målnæse og betydning for sit hold.

Fantastisk eventyr
Og tager man et nærmere kig på de øvrige hold tilbage i Champions League, så er mønstret helt klart. Ingen af dem når Cavani til sokkeholderne, når det kommer til træfsikkerheden.

Kun Cristiano Ronaldo og Lionel Messi har scoret flere ligamål, men begge spiller på hold, der tordner bolde i kassen, og yder derfor en forholdsvis mindre andel til Real Madrid og Barcelonas succes.

Den sydamerikanske skarpretter er da også selv ganske godt tilfreds med sæsonen indtil nu – selv om det indimellem kniber med at tro på det.

– Det har været en fremragende sæson for mig. Nogle gange kan jeg næsten ikke tro mine egne øjne, når jeg kigger på topscorerlisten og ser mit eget navn allerøverst.

– Det har været et fantastisk eventyr med Napoli indtil nu, og jeg er overbevist om, at vi vil være en del af mesterskabskampen i mange sæsoner frem, siger Edinson Cavani, der da også har ambitioner om næste sæson at skifte Europa League ud med Champions League.

– Ja, det vil være fuldstændig vildt at være en del af et hold, der spiller Napoli tilbage blandt de bedste klubber i Europa, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer