Hele verden griner: Cristiano misser tomt mål

Lazio gav Riza Durmisi debut mod Juventus, der vandt 2-0, blandt andet efter et måloplæg af Cristiano Ronaldo, hvor han selv missede en scoring i tomt mål

Bolden er forbi målmanden, men Cristiano fjumrer alligevel. Det bliver dog 2-0, da holdkammerat kommer og hjælper. Foto: Ritzau / scanpix /Filippo Monteforte
Bolden er forbi målmanden, men Cristiano fjumrer alligevel. Det bliver dog 2-0, da holdkammerat kommer og hjælper. Foto: Ritzau / scanpix /Filippo Monteforte

Cristiano Ronaldo fik også en sejr i sin anden kamp for Juventus., men han har stadig ikke scoret. Til gengæld leverede han en afbrænder, som hele verden nu kan grine over.

De italienske fodboldmestre vandt lørdag aften 2-0 hjemme over Lazio i portugiserens første kamp på hjemmebanen, Allianz Arena i Torino, i den italienske Serie A.

33-årige Cristiano Ronaldo måtte dog endnu en gang gå målløs fra banen, mens Miralem Pjanic og Mario Mandzukic scorede målene for Juventus.

Ronaldo lavede en assist ved det andet mål, om end en af slagsen, som han ikke havde så meget indflydelse på.

Et kvarter før tid var Ronaldo tæt på at score sit første mål siden sommerens skifte fra Real Madrid.

Superstjernen, der lavede 450 mål på ni år for den spanske klub, måtte dog se Lazio-målmand Thomas Strakosha få det yderste af handsken på et indlæg.

Selvom målmanden snittede bolden en anelse, så røg den hen til Ronaldo, der foran helt tomt mål og blot to meter ind til stregen kiksede totalt. Bolden ramte nærmest Ronaldo på begge fødder, så den røg til vejrs, hvorefter Mario Mandzukic hamrede den i mål til 2-0.

Tv-billederne viser, hvordan Cristiano Ronaldo i første omgang i stedet for at juble, vender sig om og laver armbevægelser, der viser, hvor ærgerlig han er. Efterfølgende skruer han dog det store tandpasta-smil på og jubler med Mandzukic.

Episoden med den brændte chance og den efterfølgende reaktion går nu verden rundt. Se billeder af reaktionen i bunden af artiklen.

Artiklen fortsætter under billederne

Her brænder Cristiano foran helt tomt mål og laver i stedet komisk assist. Fotos: Filippo Monteforte / Ritzau Scanpix

 

Hjemmeholdets træner, Massimiliano Allegri, lod den argentinske angriber Paulo Dybala indlede kampen fra bænken, mens Ronaldo blev suppleret af Mario Mandzukic og Federico Bernardeschi på de øvrige offensive positioner.

Lazio havde allerede en mulighed efter 11 minutter, da Senad Lulic sendte bolden tæt forbi mål.

Lidt senere ramte Sami Khedira stolpen for Juventus, som fik brudt dødvandet efter en halv times spil.

Bolden dumpede ned for fødderne af Miralem Pjanic efter en Lazio-clearing, og den bosniske midtbanespiller halvflugtede flot og kontrolleret Juventus foran 1-0.

11 minutter før tid sendte Lazio sin nyerhvervede dansker, Riza Durmisi, på banen.

Den 24-årige venstreback, der er skiftet fra Real Betis i Spanien, fik dermed sin debut for klubben fra Rom., og han kunne altså se Ronaldo misse i forbindelse med 2-0-målet, der i stedet gik til Mandzukic.

Der blev ikke scoret yderligere, og Lazio står fortsat noteret for et rundt nul på pointkontoen efter to kampe. I første runde tabte Riza Durmisis klub 1-2 hjemme til Napoli.

Juventus topper Serie A med seks point.

Cristiano Ronaldos reaktion efter 2-0-målet, som han ikke selv fik scoret. Foto: All Over

Tandpastasmilet godt skruet på. Foto: Ritzau/ scanpix/ MARCO BERTORELLO
Tandpastasmilet godt skruet på. Foto: Ritzau/ scanpix/ MARCO BERTORELLO

 

Se også: Cristianos vilde drøm: Min søn skal være som mig

Se også: Kopierer Cristiano: - De dræber mig, hvis jeg siger sandheden!

50 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere