Inter puster Juventus i nakken

Anført af belgiske Romelu Lukaku vandt Inter stort over Genoa og ligger side om side med Juventus

Inter holder trit i toppen. Foto: Ritzau Scanpix
Inter holder trit i toppen. Foto: Ritzau Scanpix

Der tegner sig en tæt tvekamp mellem Juventus og Inter om det italienske mesterskab.

Lørdag aften kom Inter a point med Juventus ved at vinde på hjemmebane med 4-0 over Genoa, der var uden sine tre danskere.

Lukas Lerager var ukampdygtig, mens Lasse Schöne og Peter Ankersen sad på bænken i hele kampen.

Inter og Juventus har begge 42 point for 17 kampe i toppen, mens Genoa med sine 11 point ligger næstsidst og altså under nedrykningsstregen.

Den belgiske angriber Romelu Lukaku førte an i storsejren med to mål og en assist.

Milano-klubben var en klasse bedre og satte tingene på plads med to mål inden for to minutter omkring den halve time i første halvleg.

Første headede Lukaku bolden ind nede ved stolpen til 1-0, og kort efter var han i oplæggerens rolle, da han lagde bolden til rette for Roberto Gagliardini, der fordoblede føringen.

18 minutter efter pausen blev det 3-0, da Sebastiano Esposito udnyttede et straffespark, og syv minutter senere var Lukaku igen på spil.

Efter et glimrende angreb afsluttede han lige uden for feltet, og bolden fandt hjørnet som et projektil via undersiden af overliggeren til 4-0.

Tidligere lørdag tog Udinese et skridt væk fra bunden, da holdet med Jens Stryger Larsen på banen i hele kampen vandt 2-1 hjemme over Cagliari, der ligger på femtepladsen.

Se også: Fyret efter elendig stime

Se også: Rygter om trekantsdrama: Fodboldstjerne stiktosset

Se også: Afslører hemmeligheden bag Ronaldos vilde mål

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere