Se Copa del Rey i Ekstra Bladet+ torsdag, hvor blandt andet Jens Jønssons Cádiz og Thomas Delaneys Sevilla spiller - se kampene her (+)
Serie A's førerhold, Inter, var torsdag mødt op til årets første ligakamp, der skulle afvikles fra 12.30, men den blev ikke til noget.
Hjemmeholdet Bologna, der har danske Andreas Skov Olsen i sin trup, mødte således ikke op til opgøret.
Coronasmitte og uklare regler er årsagen til Bolognas fravær og det besynderlige forløb, hvor Inter-spillerne varmede op på banen, selv om de vidste, at kampen ikke ville blive til noget.
Ifølge Serie A's protokoller skal et opgør gennemføres, hvis holdene har 13 kampklare spillere inklusiv en målmand.
Dog kan lokale sundhedsmyndigheder tvinge et hold i karantæne, hvis der er udbredt coronasmitte i dennes trup, og det er tilfældet for Bologna.
Det samme gælder yderligere tre kampe i Serie A, der står til afvikling torsdag.
Torino, Salernitana og Udinese er nemlig også i karantæne, hvorfor deres kampe torsdag ifølge ligaens regler bliver aflyst 45 minutter efter den oprindelige kampstart.