De seneste uger har et trekantsdrama i Randers FC fået stor mediebevågenhed, efter Christian Keller indledte et forhold til holdkammerat Jonas Borrings fra-separerede kone.
Borring er nu fortid i Randers FC, mens Keller bliver holdt uden for truppen af træner Colin Todd.
I Italien har de også deres helt egen kone-sag.
Maxi Lopez og Mauro Icardi var gode venner, da de begge spillede i Sampdoria. Rigtig gode venner.
Ja, de tog endda på ferie sammen og tilbragte generelt meget tid med hinanden uden for banen. Men alt ændrede sig, da Maxi Lopez' kone, Wanda Nara, forlod ham for i stedet at gifte sig med Mauro Icardi.
I dag spiller Maxi Lopez i Torino og Mauro Icardi i Inter. De to hold stod overfor hinanden søndag, men den tidligere så venskabelige tone mellem de to angribere, var i den grad lagt på hylden.
Maxi Lopez nægtede nemlig at give hånd til Mauro Icardi inden kampen. Noget, han heller ikke gjorde i sidste sæson.
TV: Se klippet i videoen øverst i artiklen

- Desværre så sker den slags ting inden kampene, men det handler udelukkende om ignorante handlinger fra nogle personer, sagde Mauro Icardi i et interview i pausen.
- Jeg gav ham min hånd. Jeg er godt opdraget, lød det videre.
Wanda Nara, der har fire børn, var på tribunen under kampen. Tre af dem er Maxi Lopez far til, mens Mauro Icardi er far til det sidste.
Lige lidt hjalp det dog. Inter fik to røde kort og tabte 2-1 til Torino. Mauro Icardi kom dog på tavlen for hjemmeholdet.

Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.