Italiensk storklub skuffer igen på hjemmebanen

Kriseramte AC Milan ligger placeret midt i Serie A, efter holdet søndag tabte 0-1 hjemme til Atalanta

AC Milan skuffede på ny i Serie A, da det søndag eftermiddag blev til et nederlag hjemme imod Atalanta. (Foto: AP)
AC Milan skuffede på ny i Serie A, da det søndag eftermiddag blev til et nederlag hjemme imod Atalanta. (Foto: AP)

Gennem årtier har Milan og Inter kæmpet med om det italienske mesterskab, men efter 19 spillerunder - nøjagtigt halvvejs i denne sæson - ligger de to Milano-klubber placeret side om side i midten af Serie A.

Milan havde chancen for at reducere afstanden op til ligaens subtop, der kæmper om de europæiske pladser, men på hjemmebane skuffede Milan ved at tabe 0-1 til Atalanta.

Se også: Napoli vinder topopgør på argentinsk drømmehug

Det var klubbens andet hjemmebanenederlag i træk. Sidst fik Sassuolo tre point med hjem fra San Siro. Atalantas sejrsmål faldt efter godt en halv time, da argentineren German Denis afsluttede et veludført kontraangreb.

I resten af kampen havde Milan et solidt spilovertag, men holdet savnede kreativitet og skabte kun få muligheder. Derfor kunne Atalanta på god organisation holde den knebne føring indtil slutfløjt.

Hos Chievo var den nu tidligere FC Nordsjælland-profil Anders Christiansen mulig debutant, da han få dage efter sit skifte var udtaget til truppen mod Fiorentina.

Se også: AC om Serie A-skifte: Rådførte mig med Frederik Sørensen

Christiansen måtte som ventet tage til takke med en bænkplads, og træner Rolando Maran valgte ikke at skifte danskeren ind i løbet af kampen.

Hjemmekampen mod Firenze-klubben blev tabt 1-2 på Khouma Babacars sejrsmål efter 90 minutter, og Chievo ligger nu blot en enkelt plads over nedrykningsstregen med to point ned til Cagliari på den anden side.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere