Juventus fyrer Maurizio Sarri

Juventus har lørdag valgt at fyre træner Maurizio Sarri. Det sker efter klubbens Champions League-exit fredag aften

Maurizio Sarri fik blot en enkelt sæson i Juventus, inden han lørdag blev fyret. Foto: Massimo Pinca/Reuters/Ritzau Scanpix
Maurizio Sarri fik blot en enkelt sæson i Juventus, inden han lørdag blev fyret. Foto: Massimo Pinca/Reuters/Ritzau Scanpix

Et Champions League-exit blev for meget for ledelsen i Juventus, der lørdag valgte at fyre træner Maurizio Sarri. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

'Klubben vil gerne takke træneren for at have skrevet en ny side i Juventus' historie med det niende mesterskab i træk, kulminationen af en personlig rejse, der har ført ham til tops i alle divisioner i italiensk fodbold,' skriver klubben ganske kortfattet.

Sarri skaffede som nævnt mesterskabet til Juventus, men det var ikke nok. Champions League stod højt på klubbens ønskeliste, da Sarri i starten af denne sæson overtog tøjlerne i 'Den gamle dame'.

Derfor var det samlede kvartfinale-nederlag til franske Lyon en torn i øjet på klubledelsen, hvor især den meget magtfulde klubejer Andrea Agnelli er vant til at få, hvad han ønsker sig.

61-årige Maurizio Sarri skabte sig for alvor et navn som træner i Napoli, hvor han blandt andet blev kendt for sin cigaret i mundvigen.

Resultaterne i Napoli sendte ham i 2018 til Chelsea, men det match blev aldrig godt, og han vendte efter blot en enkelt sæson tilbage til Italien og denne gang Juventus på en treårig kontrakt.

Den tidligere Tottenham-træner Mauricio Pochettino er blandt favoritterne til at afløse Sarri, men også Lazios Simone Inzaghi er blandt kandidaterne.

Klik her og få et indblik i de mange problemer i AGF's salg af Mustapha Bundu til Anderlecht (+)

Se også: Ronaldo og co. sendt ud

Se også: Vil ikke gemme sig efter kæmpe-brølere

Se også: Giga-underskud får ingen betydning for FCK

48 kommentarer
Vis kommentarer