De har vundet Europa Cup'en for mesterhold og Champions League syv gange, men de seneste 10 år er det gået ned ad bakke for AC Milan.
Nu er klubben udelukket fra Europa, fordi de har brudt reglerne for Financial Fair Play. Det melder UEFAs hjemmeside onsdag aften.
- AC Milan er udelukket fra at deltage i næste klubturnering hos UEFA, som den ellers ville kvalificere sig til i de næste to sæsoner. Det vil sige i en turnering i enten 2018/2019 eller 2019/2020, hvis de kvalificerer sig, lyder det.
AC Milan sluttede sidste sæson som nummer seks og stod til at skulle spille Europa League i denne sæson. Nu slipper nummer syv Atalanta i stedet for at skulle gennem kvalifikationen, mens nummer otte Fiorentina rykker op og deltager i kvalifikationen.
Det italienske medie Premium Sport melder også, at AC Milan skal betale en bøde på omkring 225 millioner kroner.
Ifølge AFP har klubben i løbet af de seneste tre sæsoner haft et tab på omkring 255 millioner euro svarende til cirka 1,9 milliarder kroner, og det er ikke tilladt.
UEFA melder, at sagen kan appelleres til sportsdomstolen, og det har AC Milan onsdag aften meldt ud, at de agter at gøre.
Storklub kan smides ud af Champions League: Nu svarer de igen
Eksperten overgiver sig totalt: Det er ulovligt, hvad han gør