Tre opsigtsvækkende fodboldhandler mellem Juventus og AC Milan er nu officielle.
AC Milan meddeler på sin hjemmeside, at den har sikret sig angriberen Gonzalo Higuain og forsvareren Mattia Caldara hos Juventus.
Til gengæld sender AC Milan forsvareren Leonardo Bonucci tilbage til mestrene, et år efter at han chokerede den italienske fodboldverden ved at forlade Juventus.
AC Milan har i første omgang lejet Gonzalo Higuain for den kommende sæson, men med en option på at købe argentineren.
Den 30-årige angriber nåede på to år at spille 105 kampe og score 55 mål for Juventus, som for to år siden hentede ham for 90 millioner euro, cirka 670 millioner kroner, i Napoli.
Det var ventet, at Juventus ville skille sig af med Higuain, efter at klubben fik hentet Cristiano Ronaldo i Real Madrid.
AC Milan har samtidig sikret sig det 24-årige stortalent Mattia Caldara, som Juventus i halvandet år har haft lejet ud til Atalanta.
Juventus købte forsvareren i netop Atalanta for halvandet år siden.
Mestrene får til gengæld Leonardo Bonucci tilbage, et år efter at han forlod Juventus efter syv succesrige år, der udløste seks mesterskaber, tre italienske pokaltitler og to tabte Champions League-finaler.
31-årige Leonardo Bonucci blev af mange regnet som en af verdens bedste forsvarsspillere, da han sidste år meget overraskende skiftede til Milan.
Det skete efter uenigheder med Juventus' cheftræner, Massimiliano Allegri, som fortsat er i klubben.
Træneren udelod blandt andet Leonardo Bonucci fra truppen til en Champions League-kamp mod FC Porto, fordi forsvareren havde opført sig respektløst over for sin træner.
Med sin tilbagevenden til Juventus kommer Leonardo Bonucci atter til at indgå i den tidligere så succesrige forsvarskæde med to andre veteraner i form af Giorgio Chiellini og Andrea Barzagli.
Snyder Chelsea: Køber VM-stjerne for 225 millioner kroner
Æresborger Elkjærs særlige dag: Derfor elsker de ham i Verona
FCN sender tophold ud: Storklubber kiggede på