Kjær på pinebænken i Milan

Den 31-årige danske landsholdsspiller har gjort det glimrende som lejesvend i AC Milan, men den italienske storklub har endnu ikke besluttet, om den vil gøre brug af købsoptionen

Simon Kjær vil meget gerne blive i AC Milan, hvor han har haft personlig succes. Tirsdag var han med til at nedlægge Juventus. Foto: Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix
Simon Kjær vil meget gerne blive i AC Milan, hvor han har haft personlig succes. Tirsdag var han med til at nedlægge Juventus. Foto: Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix

Simon Kjær har fået styr på AC Milan, men alligevel er det ikke sikkert, at den danske landsholdskaptajn får lov at fortsætte sin færd i Milano-klubben.

31-årige Kjær er kun lejet i Sevilla. Og selvom han får masser af minutter på banen, er han også på pinebænken for tiden.

Den blonde midterforsvarer ved stadig ikke, om han bliver købt eller sendt tilbage til Spanien.

AC Milan har under en uge til at beslutte sig for, om de vil gøre brug af den købsoption på 3,5 mio. euro - ca. 26 mio. kr. - som er en del af aftalen med Sevilla.

Optionen udløber 15. juli, og baseret på Kjærs præstationer i den rød-sorte trøje burde et køb ligge lige for.

Med ham på banen har de slået topholdene Roma, Lazio og Juventus i de seneste kampe og rykket op ad i Serie A-tabellen.

Fra nedtur til optur

Stillingen 13. januar efter 19. runde

1. Juventus (37-18) 48 point
2. Inter (40-16) 46 point
3. Lazio (41-17) 42 point
4. Atalanta (49-26) 35 point
5. AS Roma (34-21) 35 point

10. AC Milan (18-24) 25 point

Stillingen 9. juli efter 31. runde

1. Juventus (65-30) 75 point
2. Lazio (67-33) 68 point
3. Atalanta (85-39) 66 point
4. Inter (65-33) 65 point
5. AS Roma (56-43) 51 point
6. Napoli (50-41) 51 point
7. AC Milan (43-39) 49 point


Internt i AC Milan har der været stor tilfredshed med danskerens aftryk, og sportsdirektør Paolo Maldini vil hellere end gerne beholde den danske stopper.

Problemet er bare, at Milan-legenden trods sin titel ikke kan træffe den beslutning.

Tyske Ralf Rangnick får fra den kommende sæson efter alt at dømme den sportslige magt i AC Milan. Foto: Jens Meyer/AP/Ritzau Scanpix
Tyske Ralf Rangnick får fra den kommende sæson efter alt at dømme den sportslige magt i AC Milan. Foto: Jens Meyer/AP/Ritzau Scanpix

Den italienske storklub er ejet af den amerikanske hedgefond Elliott Management, og den skal nikke ja til et køb af Kjær, før det kan blive til noget.

Hidtil har der været tavshed fra hedgefondens kontor i London, og det hænger formentlig sammen med, at Milans sportslige ledelse får et nyt ansigt.

Den tyske fodboldprofessor Ralf Rangnick skal efter alt at dømme sæson stå i spidsen for projektet fra næste sæson.

Den nuværende RB Leipzig-boss er ikke formelt blevet præsenteret, men i Italien tvivler de færreste på, at han tager over og får den sportslige magt i klubben.

Han er udset til at overtage Stefano Piolis trænersæde og skal også styre køb og salg af spillere som teknisk direktør.

Det betyder, at Paolo Maldini kommer i overskud.

- Jeg ved ikke, om der vil være plads til mig i Milan i fremtiden. Jeg ønsker bare at nå slutningen på sæsonen på positiv vis. Derefter kan vi tage stilling til vores fremtid, siger Maldini til DAZN.

Milan-legenden Paolo Maldini (tv.) sår tvivl om sin fremtid i Milano-klubben. Zvonimir Boban (th.) har allerede sagt farvel. Foto: Ritzau Scanpix
Milan-legenden Paolo Maldini (tv.) sår tvivl om sin fremtid i Milano-klubben. Zvonimir Boban (th.) har allerede sagt farvel. Foto: Ritzau Scanpix

Han er blevet tilbudt en rolle som klubambassadør, men forsvinder formentlig fra klubben - ligesom Zvonimir Boban gjorde tidligere på året.

Boban blev sparket ud i marts efter et internt opgør med direktør Ivan Gazidis.

Kroaten var rasende over, at Gazidis - uden at informere Maldini og Boban - kontaktede Rangnick. Han mente, at direktøren dermed blandede sig på det sportslige område.

I AC Milan skal Ralf Rangnick videreføre projektet med unge spillere med videresalgspotentiale.

Den beskrivelse passer ikke på 31-årige Simon Kjær.

Det vil koste AC Milan i omegnen af 100 mio. kr. i transfer og løn at have danskeren de to næste sæsoner, og klubben har mindre end en uge til at finde ud af, om det samlede Kjær-regnestykke ender i plus eller minus.

Imens kan den danske landsholdsanfører bare vente.

For AC Milans købsoption betyder, at han ikke mulighed for at tale med andre klubber.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Syv sejre - og kun et nederlag

Simon Kjær hilser på Cristiano Ronaldo. Han har i sin Milan-tid allerede mødt Juventus tre gange uden at tabe. Foto: Massimo Pinca/Reuters/Ritzau Scanpix
Simon Kjær hilser på Cristiano Ronaldo. Han har i sin Milan-tid allerede mødt Juventus tre gange uden at tabe. Foto: Massimo Pinca/Reuters/Ritzau Scanpix

Da Simon Kjær midt i januar ankom til AC Milan efter et mislykket ophold i Atalanta, lå klubben på tiendepladsen i Serie A med negativ målscore og lang vej op til de europæiske pladser.

Nu er lykken vendt for milaneserne, der med Kjær og Ibrahimovic på holdkortet har spillet sig op på syvendepladsen.

Tirsdag aften slog de efter et imponerende comeback Juventus 4-2.

Kjær var medskyldig i Ronaldos 2-0-scoring og får middelkarakteren 5,5 i La Gazzetta dello Sport, der kalder ham den mest overbevisende af de to midterforsvarere.

Danskeren har nu vundet syv af de otte Serie A-kampe, han har deltaget i for AC Milan og bliver i Italien rost for den autoritet og sikkerhed, som hans spil og personlighed har tilført Milan-holdet.

Milan-kaptajn Alessio Romagnoli har profiteret af at have fået Simon Kjær som makker i midterforsvaret. Foto: Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix
Milan-kaptajn Alessio Romagnoli har profiteret af at have fået Simon Kjær som makker i midterforsvaret. Foto: Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix

Det er godt nok forsvarsmakker Alessio Romagnoli, der løber rundt med anførerbindet, men i de italienske medier bemærker man, hvordan Kjær har guidet Romagnoli, der har spillet mærkbart bedre siden danskerens ankomst.

AC Milan har aktuelt kun tre kampklare spillere til midterforsvaret, og det taler for, at klubben vælger at købe Simon Kjær fri af Sevilla.

Man ville dog gerne have haft solgt Mateo Musacchio først, men den argentinske forsvarer blev i slutningen af juni opereret for en ankelskade og er ude frem til midt på efteråret.

Milano-klubben har i Simon Kjær-perioden blot tabt to Serie A-kampe: derbyet mod Inter i februar og 1-2 hjemme til Genoa i en kamp, hvor den danske landsholdsforsvarer sad udenfor med en skade.

23 kommentarer
Vis kommentarer