Kjær udstillet: Verdensrekord i fake news

En tyrkisk journalist mener at vide, at Simon Kjær er så alvorligt skadet, så karrieren er i fare - den nyhed er agent Mikkel Beck ikke ligefrem enig i

Ekstra Bladets sportschef Allan Olsen var begejstret, da Simon Kjær rykkede til italienske Atalanta, da han var blevet fanget i Lopeteguis rotationssystem i Sevilla.

Simon Kjær kan i denne sæson ikke just siges at være overbelastet af kampe.

Lejeopholdet i italienske Atalanta har nemlig kun budt på spilletid i en tredjedel af kampene - nøjagtig som den sidste tid i Sevilla, hvor han er på kontrakt frem til sommeren 2021.

Det er der en grund til. I hvert fald hvis man spørger den tyrkiske journalist Yağız Sabuncuoğlu, der dækker sport for den tyrkiske tv-station Haber Global.

Lørdag lagde han et tweet ud, hvor han skrev, at Simon Kjærs karriere på højeste plan er i fare, da han lider af en alvorlig skade i hoften, der tilsyneladende ikke kan opereres, da den sidder uheldigt.

Dermed leverede journalisten en form for forklaring til sine tyrkiske følgere på, hvorfor den danske landsholdsanfører i sine to sæsoner i tyrkiske Fenerbahce også havde perioder med skader.

I Kjærs lejr er der dog en noget anden udlægning af historien. Således tog Kjærs agent, Mikkel Beck, hurtigt til genmæle på selvsamme medie:

'Tillykke, Yağız Sabuncuoğlu - ny verdensrekord i fake news omkring Simon Kjær', skriver Beck og udstyrede sit udsagn med tre storgrinende smileys.

Altså - må man gå ud fra - en kraftig afstandstagen fra sandheden i det tyrkiske postulat.

Ekstra Bladet har været  kontakt med Lars Hendel, der er presserådgiver for Simon Kjær. Han ønsker ikke at kommentere sagen, men påpeger, at Mikkel Becks tweet siger det hele.

Simon Kjær sad senest på bænken hele kampen lørdag, hvor Atalanta slog Verona 3-2. Hans seneste aktion på en fodboldbane var 26. november, hvor han var med i alle 90 minutter, da Atalanta i Champions League slog Dinamo Zagreb 2-0.

Se også: Dribler 80 meter: Vanvittig scoring!

Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix Premier League - 7. dec. 2019 - kl. 16:59 Ny genialitet - Liverpool stormer mod guldet

Se også: DR misser dansk EM-brag

26 kommentarer
Vis kommentarer