Han får tit – og ind i mellem til sin irritation – lov til at svare på rigtigt mange spørgsmål om Christian Eriksen.
Og Antonio Conte måtte på den igen, da han mødte pressen forud for Inters hjemmekamp mod Torino søndag eftermiddag.
- Som jeg altid siger, så tager jeg mine beslutninger for Inters bedste, fastslog træneren, som hentede danskeren i Tottenham for ti måneder siden, ifølge football-italia.
- Jeg mener, at Christian har haft masser af chancer. Han har spillet mere end andre spillere. Han vil starte inde eller komme ind fra bænken, når jeg finder det passende, eller også tager jeg nogle andre beslutninger.
Som noget nyt blev Conte spurgt, hvorvidt Eriksen kunne agere som en såkaldt ’regista’, en dybere liggende spilfordeler, som var for eksempel Andrea Pirlos foretrukne position.
Det afviste han pure.
- Absolut ikke. Det ville være at straffe ham, lød det i Conte-klartekst.
- Christian har vigtige færdigheder. Han kan sparke med begge ben. Hvis du transformerer ham til en rolle lige foran forsvaret, vil du fratage ham hans fineste færdigheder.
Conte får en dansker hjem i fin form – fysisk som mentalt - efter fuld spilletid for Danmark og to sikre scoringer på straffespark.
Inter-træneren vil i forhold til søndagens opgør også overveje, hvem der har spillet meget i landsholdstjeneste i den forløbne uge, siger han. Der skal doseres.
- Situationen er vanskelig for flere klubber, der også er med i europæiske turneringer. Sådan vil det være frem til jul, og vi må håndtere situationen bedst muligt.
Inter halter lidt efter på ottendepladsen i Serie A, men bliver alligevel af mange stadig betragtet som en slumrende titelbejler.
- Vi kender både vores svaghed og styrke og tænker mest på os selv. Jeg håber altid på, at der er intellektuel ærlighed hos folk, især hos dem der skal bedømme os, siger Antonio Conte – formentlig som et lille hint til sine kritikere.
Braithwaites dilemma: Efterspurgt af tre