Legenden fyret efter 13 kampe

Walter Zenga er færdig i Cagliari efter blot et par måneder. Klubben er i forhandlinger med en afløser

Hvor han som spiller var stort set hele karrieren i én klub (Inter), er Walter Zengas trænerkarriere det stik modsatte. Han har været i et hav af klubber. Foto: Craig Brough/Ritzau Scanpix
Hvor han som spiller var stort set hele karrieren i én klub (Inter), er Walter Zengas trænerkarriere det stik modsatte. Han har været i et hav af klubber. Foto: Craig Brough/Ritzau Scanpix

Efter blot et par måneder i spidsen for Cagliari er cheftræner Walter Zenga nu blevet fyret. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Den 60-årige italiener overtog ellers trænerjobbet i klubben i marts på en aftale indtil sommeren 2021, men han nåede kun at stå i spidsen for holdet i 13 kampe for Cagliari, før samarbejdet stoppede.

Walter Zengas sidste kamp som cheftræner for Cagliari var mod AC Milan lørdag aften, hvor det blev til et nederlag.

I forbindelse med den kamp sagde Cagliaris klubpræsident Tommaso Giulini ifølge Football Italia, at man forhandlede med træneren Eusebio Di Francesco, der står uden job i øjeblikket.

Ifølge Zenga selv stod han over for en umulig opgave, da han overtog jobbet.

- Jeg synes, at jeg kom med lidenskab og professionalisme. Det er enhver klubpræsidents ret at vælge, hvem han vil have sm cheftræner, og hvis han tager denne beslutning, vil han have haft sine grunde.

- Jeg ved, at jeg ikke kunne have gjort mere. Måske begik jeg en fejl ved at tage jobbet i første omgang, da jeg fik en kontrakt indtil juni med en umulig klausul.

- Klausulen var, at jeg skulle få en 7. plads, ellers ville aftalen ikke blive forlænget, siger Walter Zenga ifølge Football Italia.

Cagliari sluttede som nummer 13 med hele 17 point op til syvendepladsen i Serie A.

0 kommentarer
Vis kommentarer