Lige før lukketid

Christian Eriksen kom først ind i 89. minut og nåede derfor ikke at gøre fra eller til, da Inter slog Napoli 2-0

Christian Eriksen nåede at få affyret et enkelt skud mod mål, da han fik de sidste minutter i Inters sejr over Napoli. Arkivfoto: Daniele Mascolo/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen nåede at få affyret et enkelt skud mod mål, da han fik de sidste minutter i Inters sejr over Napoli. Arkivfoto: Daniele Mascolo/Ritzau Scanpix

Christian Eriksen fik blot få minutter på banen, da Inter vandt med 2-0 hjemme over Napoli.

Dermed ligger Milano-mandskabet nummer to i Serie A med 79 point - et enkelt point foran Atalanta på tredjepladsen.

Det var dog ikke danskerens skyld, at der blev sat tre point ind på kontoen sent tirsdag aften. Dertil havde kreatøren ganske enkelt for lidt tid at gøre godt med.

Eriksen startede således på bænken, hvorfra han i første halvleg var vidne til en aldeles livlig og underholdende affære med mange gode chancer for særligt Inters vedkommende.

Danilo D'Ambrosio var dog ene om at komme på tavlen i de første 45 minutter.

Et indlæg fra højre passerede i første omgang på tværs af feltet, hvor Cristiano Biraghi fik bolden under kontrol og serverede for D'Ambrosio, der fra 12 meters afstand scorede fladt ved den ene opstander.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Inter-spillerne får en tår vand og en sludder under den indlagte pause drikkepause i kampen mod Napoli. Christian Eriksen behøvede dog hverken gode råd eller væske her. Han fik kun et par minutter at føre sig frem i, da han kom ind i kampen lige før lukketid. Foto: Daniele Mascolo/Ritzau Scanpix
Inter-spillerne får en tår vand og en sludder under den indlagte pause drikkepause i kampen mod Napoli. Christian Eriksen behøvede dog hverken gode råd eller væske her. Han fik kun et par minutter at føre sig frem i, da han kom ind i kampen lige før lukketid. Foto: Daniele Mascolo/Ritzau Scanpix

Efter pausen overlod Inter mere initiativ til Napoli, der forsøgte sig ivrigt, men oftest var uden den sidste farlighed.

Så var der mere snert over sagerne, da Lautaro Martinez efter 73 minutter tog et langt sololøb og afsluttede perfekt ved den ene opstander og fordoblede føringen til 2-0.

Først i kampens 89. minut blev Eriksen sendt i aktion, men han nåede ikke at udrette det store trods seks minutters tillægstid.

Tidligere tirsdag aften havde Atalanta midlertidigt sat sig på andenpladsen med en udesejr på 2-1 over Parma, der var uden den skadede angriber Andreas Cornelius.

Midterholdet Parma bed ellers godt fra sig inden pausen og kom foran ved Dejan Kulusevski i slutningen af første halvleg, men to flotte Atalanta-mål vendte det hele på hovedet i de sidste 20 minutter.

Først hamrede Ruslan Malinovskij et frispark i nettet, og med seks minutter tilbage scorede Alejandro Gomez sejrsmålet. Han spillede finurligt bolden mellem benene på en modstander, hvorefter han huggede bolden ind fra en position lidt uden for feltet.

Dermed er Atalanta oppe på 98 ligamål i sæsonen. Til sammenligning har Juventus scoret 75.

Det målfarlige Bergamo-mandskab mødes med Inter i sidste spillerunde, der afvikles søndag.

Fuldstændig ekstremt: ALT for mange

Superligaen Indefra: Gyser kostede guldfest