Mestre! Ronaldo skriver historie

Med fem runder tilbage har Juventus sikret sig det italienske mesterskab efter en sejr over Fiorentina. Cristiano Ronaldo sætter dermed unik rekord

Ronaldo er italiensk mester med Juventus og skriver dermed historie. Foto: Ritzau Scanpix
Ronaldo er italiensk mester med Juventus og skriver dermed historie. Foto: Ritzau Scanpix

Juventus kan for ottende gang i træk og for 35. gang i alt kalde sig italiensk mester. Med mesterskabet kan Juventus-stjernen Cristiano Ronaldo som den første spiller bryste sig af at have vundet titlen i England, Spanien og nu altså Italien.

Det er kun José Mourinho, der som manager har prøvet noget lignende.

Med en sejr på 2-1 hjemme på Allianz Stadium over Fiorentina har Torino-klubben 20 point ned til Napoli på andenpladsen, som kun kan hente 18 point i resten af sæsonen.

Ved at sikre trofæet med fem spillerunder igen tangerer Juventus rekorden for det tidligste mesterskab i Serie A, mens Cristiano Ronaldo bliver den første spiller nogensinde til at vinde mesterskaber i både England, Spanien og Italien.

Juventus fik dog den værst tænkelige indledning på kampen.

Efter blot fem minutters spil kombinerede Fiorentina sig flot igennem i højre side, og på en ripost tæt under mål bankede Nikola Milenkovic bolden op i nettaget.

Ti års italienske mestre

For ottende sæson i træk kan spillerne fra fodboldklubben Juventus lade sig hylde som italiensk mester.

Her er de seneste ti sæsoners vindere af Serie A:

* 2018/19: Juventus.

* 2017/18: Juventus.

* 2016/17: Juventus.

* 2015/16: Juventus.

* 2014/15: Juventus.

* 2013/14: Juventus.

* 2012/13: Juventus.

* 2011/12: Juventus.

* 2010/11: AC Milan.

* 2009/10: Inter.

Det blev et varsel om en meget svær første halvleg for de sejrsvante Juventus-spillere.

Flere gange formøblede Fiorentina farlige kontrastød i overtal, og de lilla gæster havde sågar bolden i mål til 2-0, men det blev korrekt annulleret for offside.

Juventus' defensiv så præcis så såret ud, som den gjorde i midtugens Champions League-nederlag til Ajax, og Fiorentina var igen tæt på efter en god halv time, hvor Federico Chiesa ramte stolpen med et skud fra kanten af feltet.

Men Fiorentina fik ikke sat bolden i kassen, og i stedet kunne Juventus udligne otte minutter før pause.

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix
 

Miralem Pjanic' hjørnespark blev mødt af Alex Sandro, som flot headede Torino-klubben på guldkurs.

Træværket måtte igen hjælpe Juventus med at holde 1-1 til pausen, da Federico Chiesa tordnede et forsøg på undersiden af overliggeren.

Heldet var ikke med Firenze-klubben, og favoritterne fra Juventus kunne helt klart være bedste tilfredse med uafgjort halvvejs.

Uheldet var også ude efter gæsterne kort inde i anden halvleg. Cristiano Ronaldo rykkede kraftfuldt til baglinjen i højre side og smækkede en flad tværaflevering ind foran mål.

German Pezzella stak foden ud og rettede bolden ind i eget net. Selvmål og 2-1 til mestrene.

Juventus kom frem til flere chancer i det næste kvarters tid, men Fiorentina kæmpede bravt i eget felt for at holde sig inde i kampen.

Det var lidt en åben slagudveksling efter pausen, og begge mandskaber havde chancer til flere mål. De kom dog ikke, og så kunne mesterskabsfesten på Allianz Stadium bryde ud.

Se også: Stormer mod guldet - pres på danskere

Se også: Tvivler på Arnesen: - Han er en ål

Se også: Dansk træner-komet med skarp kritik

145 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere