Nægter at lade sin stjerne-søn forlænge: I skylder mig traktorer!

Moise Keans far er kommet med ultimatum til Juventus. Betal hvad I skylder, ellers så finder sønnen ny arbejdsgiver

Moise Kean er blevet en del i en pudsig sag, hvor farmand føler sig snydt for traktorer. Foto: AP
Moise Kean er blevet en del i en pudsig sag, hvor farmand føler sig snydt for traktorer. Foto: AP

Juventus har fået et lettere aparte problem med deres stjernefrø Moise Kean og hans kontrakt med klubben.

Den blot 17-årige ivorianer er et af fodboldens allerstørste talenter, og han er særdeles eftertragtet af flere af Europas allerstørste klubber, ikke mindst efter han allerede har fået sin debut i Serie A, mens han endnu er teenager.

Juventus vil naturligvis gerne holde på super-talentet, men den plan er Keans far, Biorou Kean, ikke umiddelbart med på. Han truer nemlig de italienske mestre med, at hans søn forlader klubben, hvis ikke de giver faren de traktorer, som de skylder ham.

Farmand Kean hævder, at Juventus lovede ham landbrugsmaskinerne, dengang klubben skrev kontrakt med Moise Kean, men at han endnu ikke har modtaget dem.

- Juventus tilbød en kontrakt på 700.000 euro om året, hvilket var fint, men problemet er, at de også havde lovet mig traktorer til min landbrugsvirksomhed i Elfenbenskysten. Men nu siger de, der ikke er budget til dem, fortæller Keans far til Tuttosport. Det fortæller The Independent.

- Jeg har flere hektar jord i Elfenbenskysten, som jeg gerne vil dyrke med ris og korn. Derfor bad jeg om traktorerne, og de fortalte mig, at det ikke ville være noget problem, men nu har tingene ændret sig, forklarer faren.

At Juventus gør klogt i at lytte til faren, er der ingen tvivl om. Da Moise Kean endnu ikke er fyldt 18 år, kræver det fortsat forældrenes tilladelse at skrive under på en ny kontrakt. Og den accept kommer vist ikke uden sværdslag, fornemmer man.

Moise Kean fik sin debut i november mod Pescara, trods sine bare 17 år, og har undervejs i sæsonen også fået spilletid i en enkelt Champions League-kamp for CL-finalisterne.

Flere engelske klubber er allerede blevet kædet sammen med Kean. De gør nok klogt i at alliere sig med en traktor-forhandler, hvis de skal overtale farmand-Kean til en handel allerede nu.

Se også: Teenager lukker sæsonen ned med stil for Juventus

Se også: TV: Juventus med drømmescoring og 16-årig debutant

15 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere