Nærmer sig skifte: Kun småpenge adskiller dem

Inter skal ifølge La Gazzetta dello Sport være klar til at hæve buddet på Christian Eriksen. Milano-klubben vil betale 112 mio. kr. for danskeren, og en handel med Tottenham er kommet endnu nærmere

'If his decision is to leave, then I think he has to leave with his head up' lød det tirsdag fra Mourinho. Gisle Thorsen sætter ord på Eriksens situation i Tottenham og giver en status på det mulige skifte til Inter. Producer/Video: Lasse Brøndal/AP, SNTV.

Inter håber at kunne præsentere Christian Eriksen, inden ugen er omme.

Den italienske storklub sendte onsdag sportsdirektør Piero Ausilio til London på en lynmission for at mødes med agenter.

Inter forsøger at hente både Christian Eriksen i Tottenham og Olivier Giroud i Chelsea, og formålet med Ausilios tur til den engelske hovedstad var ifølge La Gazzetta dello Sport at tale med de agenter, der er involveret i handlerne.

Ifølge den velansete italienske sportsavis har der endnu ikke været et formelt møde mellem Inter og Tottenham, men alligevel bliver der indirekte forhandlet mellem de to klubber på agentplan.

Ausilio skal således have mødt Christian Eriksens agent, hollandske Martin Schoots, i den engelske hovedstad.

Christian Eriksen kom onsdag angiveligt et stort skridt nærmere Inter.

Milano-klubben har over for agenter ladet forstå, at de er klar til at hæve buddet og betale 15 mio. euro (112 mio. kr.) plus diverse præstationsbetingede bonusser for at få Eriksen her og nu.

Det er et afgørende træk og skal være blevet opfattet som ’mere end interessant’ i Tottenham-lejren.

Spurs-boss Daniel Levy er kendt som en notorisk hård forhandler, der ikke sælger med discount. Han skal have sat et prisskilt på 20 mio. euro (150 mio. kr.) på ryggen af den 27-årige danske landsholdsstjerne.

Levy vil efter alt at dømme komme med et modbud, men London-klubben skal ifølge La Gazzetta dello Sport oplysninger formentlig være klar til at acceptere at få 17 mio. euro - 127 mio. kr. - for Eriksen.

Inter-træner Antonio Conte håber, at han snart råder over Christian Eriksen. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Inter-træner Antonio Conte håber, at han snart råder over Christian Eriksen. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix

Det er i denne sammenhæng småpenge, der adskiller de to parter, og derfor er der optimisme i Inter.

Det er formentlig kun et spørgsmål om kort tid, før Inter helt formelt henvender sig til Tottenham for at få færdiggjort den handel, som agenter lige nu arbejder på at få til at glide glat igennem.

Christian Eriksens aftale med Tottenham udløber efter denne sæson, og klubben skal derfor sælge ham i dette transfervindue, hvis de vil tjene bare lidt på ham.

Allerede i sidste uge skal Christian Eriksen have nikket til Inters tilbud. Fynboen kommer til at tjene 7,5 mio. euro (56 mio. kr.) om året efter skat. Derudover skal lægges de sædvanlige bonusser.

Aftalen løber frem til sommeren 2024, og der skal ifølge La Gazzetta dello Sport være en option på en sæson yderligere.

Inter havde håbet at kunne holde Piero Ausilios tur til London hemmelig, da Tottenham og Chelsea elsker diskretion.

Men Inters sportsdirektør blev spottet af fans i lufthavnen, og Sky Sport Italia stod klar med et kamera, da han sent onsdag landede i Milano.

- I øjeblikket er der ikke noget nyt omkring forhandlingerne, men kan vi gøre noget afgørende for at forbedre holdet, vil vi gøre det, sagde Piero Ausilio til tv-stationen.

Tottenham lejede onsdag Gedson Fernandes i Benfica og er dermed allerede godt i gang med at indstille sig på en tid efter Christian Eriksen.

Se også: Inter-boss i London tror på Eriksen-handel

Se også: Forlænger med kæmpetalent

Se også: Mata sender United videre

66 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere