Kender du en sportsdirektør eller en toptræner, så prøv at spørge dem, om de nogensinde har været på kant med den anden part i deres job.
Det har de med sikkerhed. Selvfølgelig. For trænere og sportsdirektører må død og pine være uenige fra tid til anden.
Dog må det høre til sjældenhederne - trods alt - at det ender, som det gjorde for nylig mellem Ivan Juric og Davide Vagnati i Østrig.
Cheftræner og sportsdirektør i Serie A-klubben Torino FC blev filmet på en parkeringsplads under førsteholdets træningslejr, og her var det fra start tydeligt, at de to bestemt ikke var enige.
Uenighed blev til skældsord, der igen blev til skubberi, så en tredjepart måtte lægge sig imellem.
Årsagen er, som man måske kunne gætte sig til, klubbens ageren - eller mangel på samme om man vil - foreløbig i sommerens transfervindue.
Angiveligt er Juric slemt skuffet over, at man har sagt farvel til stjernerne Gleison Bremer (til Juventus for 350 mio. kroner) og Andrea Belotti, der har haft kontraktudløb og i skrivende stund stadig er uden arbejdsgiver.
Samtidig har Torino hentet relativt ukendte folk for mindre end det halve.
På parkeringspladsen hørtes Juric ifølge Football Italia blandt andet råbe: - Du er så pisse ubrugelig, mens Vagnati replicerede: - Du skal ikke hæve stemmen overfor mig, har du ingen respekt?!? Jeg forsvarer dig overfor alle.
Angiveligt med reference til klubpræsident Urbano Cairo.
Til det skal Juric kort og godt have svaret: - Fuck dig.
Vagnati svarede: - Jeg bygger holdet op, og du træner det. Og du har bare at gøre det godt.
- Lad mig for fanden være i fred. Jeg har reddet dit liv i klubben. Gå ad helvede til, kom det fra Juric.
Juric har siddet som cheftræner siden juli sidste år og førte klubben til en tiendeplads i Serie A sidste sæson. Ifølge flere italienske medier har han udtrykt sin skuffelse over klubbens manglende aktivitet på transfermarkedet til Urbano Cairo.
I den forbindelse blev der dog ikke meldt om slåskampe.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Fik du læst:
Storklub henter dansk profil i Serie A
Brøndby melder ud: Polakker trak knive
Fodboldfrue vinder bizar retssag
Medie: Ronaldo er i dialog med sin tidligere klub