I lange perioder manglede skarpheden, men til sidst kom forløsningen.
Efter 82 minutter scorede Rafael Leao, og så snuppede AC Milan søndag eftermiddag en 1-0-sejr over Fiorentina.
Dermed holder AC Milan fast i momentum i toppen af Serie A, hvor klubben på førstepladsen dog stadig blot har to point ned til Inter, som søndag aften vandt 2-1 over Udinese.
Der resterer tre runder af Serie A-sæsonen, og AC Milan styrer mod sit første mesterskab siden 2011.
Søndag kom AC Milan ud af omklædningsrummet med bulder og brag.
Værterne lod gæsterne have bolden mest, men når de vandt den, igangsatte de det ene aggressive angreb efter det andet, og efter syv minutter strøg bolden i mål. Theo Hernández' fuldtræffer blev dog annulleret for offside.
Det stoppede ikke milaneserne. Efter et kvarter fik Olivier Giroud chancen på en friløber og tippede den over keeperen, men forbi mål. Alt spillet foregik på Fiorentinas banehalvdel før pausen, hvor Milan dog ikke formåede at score.
Stormløbet fortsatte efter pausen, men det var først efter 70 minutter, at den første rigtig store chance opstod. Ante Rebic fik kuglen i en fri position i feltet, men kiksede sit spark, og chancen løb ud i sandet.
AC Milan manglede skarpheden, og måske derfor blev Zlatan Ibrahimovic sendt i spil med omtrent 25 minutter tilbage af opgøret.
Det var dog ikke svenskeren, der stod bag forløsningen. Det var derimod Rafael Leao, der flere gange havde stået bag AC Milans offensive aktioner.
Efter 82 minutter drev han bolden frem i venstresiden, satte tempoet en tand ned, da han nåede feltet, og så sparkede han den fladt i nettet til 1-0.
Tidligere på dagen snuppede Juventus en 2-1-sejr over Venezia, og da Roma søndag aften spillede uafgjort med Bologna, er Juventus samt Napoli nu sikre på ligesom de to Milano-hold i toppen af tabellen at ende i top-4 og spille i Champions League i næste sæson.