Presset Milan-legende stopper ikke frivilligt

AC Milan-træner Filippo Inzaghi har ikke tænkt sig at kaste håndklædet i ringen efter endnu et trist resultat

Tænksomme Filippo Inzaghi. (Foto: AP)
Tænksomme Filippo Inzaghi. (Foto: AP)

Fem minutter inde i dommerens overtid smed AC Milan sent lørdag aften sejren hjemme mod Verona. Serie A-kampen på San Siro endte 2-2 og efterlader Milan på en skuffende 10.-plads i tabellen.

Dermed er presset på Milan-træner Filippo Inzaghi ikke aftaget. Snarere tværtimod. Men han stopper ikke frivilligt.

- Det er ikke et spørgsmål, som bør stilles til mig. Jeg bliver ved med at kæmpe og holder hovedet højt, mens jeg gør mit bedste, siger Inzaghi til Sky Sport Italia.

- Jeg ser frem til den næste kamp mod Fiorentina, som vil blive svær, siger den tidligere italienske landsholdsangriber.

Milan har kun vundet to kampe ud af de seneste 10 siden julepausen, og det er ikke godt nok for den tidligere storklub.

Fjollet
- Der er beslutsomhed og den rigtige indstilling, men vi er selvfølgelig nødt til at gøre det bedre. Vi er ikke det Milan, som alle forventer, erkender han.

Se også: Ny nedtur: AC Milan satte point til mod bundhold

Mod Verona lod Milan et mål gå ind til slutresultatet 2-2 hele fem minutter inde i dommerens overtid.

- Det er skuffende at indkassere et mål få sekunder fra slutfløjt, det var fjollet, lyder det fra Inzaghi, som nu forventer nogle svære dage.

Det er Inzaghis første job som seniortræner, efter han blev forfremmet fra jobbet som Milans U19-træner inden starten på denne sæson.

Danske Frederik Sørensen sad på bænken for Verona i hele kampen.

Se også: Storklubber står til million-straf

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere