Det blev en lørdag aften, der skal direkte i glemmebogen for Joakim Mæhle.
Foruden 0-1-nederlaget til Sassuolo fik den danske landsholdsspiller for første gang nogensinde i karrieren vist et direkte rødt kort efter en halv times spil.
Episoden skete, efter at backen prøvede at redde en skidt førsteberøring, men i forsøget på at ramme bolden, strejfede han i stedet Domenico Berardis skinneben med en løftet støvle.
Det blev takseret til et gult kort, men kampens dommer blev kaldt ud til VAR-skærmen, og meget hurtigt skiftede han mening, fandt sit røde kort frem og sendte Mæhle tidligt i bad.
I sine foregående 238 kampe som seniorspiller har Mæhle aldrig modtaget et rødt kort.
Artiklen fortsætter under billedet..
Sassuolo udnyttede efter 55 minutter sit overtal, da den franske kantspiller Armand Lauriente flot sparkede bolden i kassen.
Ti minutter senere blev Mæhles danske holdkammerat, Rasmus Højlund, skiftet ud efter en frugtesløs arbejdsindsats i udeholdets angreb. Dybt inde i overtiden fik indskiftede Luis Muriel desuden Atalantas andet røde kort, og så sluttede de altså opgøret med kun ni spillere på græsset.
Nederlaget er Atalantas første i 2023 efter en god stime med tre sejre og to uafgjorte efter VM-pausen.
Det kan vise sig at blive meget kostbart i kampen om Champions League-billetterne.
Ligesom Lazio og Milan har Atalanta 38 point i zonen omkring den vigtige fjerdeplads, men begge rivaler har en kamp i baghånden i forhold til Atalanta.