Roma henter City-stjerne

Den italienske fodboldklub AS Roma har hentet en solid forstærkning til angrebet i Edin Dzeko fra engelske Manchester City

Edin Dzeko er allerede en populær mand i Rom. (Foto: Ansa)
Edin Dzeko er allerede en populær mand i Rom. (Foto: Ansa)

Manchester City har udlejet angriberen Edin Dzeko til Serie A-klubben AS Roma i resten af denne sæson. Det bekræftede begge fodboldklubber onsdag.

29-årige Edin Dzeko har spillet for City siden januar 2011, og Roma har sikret sig en købsoption på den rutinerede bosniske landsholdsangriber.

- Jeg er kommet hertil for at vinde titler med Roma. Forhåbentlig vil vi vinde mange, mange titler, men først må vi arbejde hårdt ude på banen. Så får at vi se, om det bringer os det, vi ønsker.

Se også: TV: Man City stormer af sted fra start

- Jeg kan kun love en ting, og det er, at jeg vil gøre mit bedste for klubben i hver eneste kamp, siger Edin Dzeko til BBC.

Dzeko scorede 19 mål, da City blev engelsk mester i sæsonen 2011/12. Han stod for udligningen i overtiden i den sidste spillerunde mod Queens Park Rangers.

Se også: Usædvanligt: EU-regler forsinker Dzeko-transfer

Senere i overtiden scorede argentineren Sergio Agüero det afgørende 3-2-mål, som sikrede City guldet.

Roma, som stadig råder over veteranangriberen og anføreren Francesco Totti, indleder årets Serie A ude mod Hellas Verona 22. august.

5 kommentarer
Vis kommentarer