Roma henter ottende ligasejr i træk i CL-jagt

Roma vandt 2-1 ude over Udinese, så klubben lagde afstand til rivalerne i kampen om en Champions League-plads

Foto: AP
Foto: AP

Det kører for fodboldklubben AS Roma i den italienske Serie A.

Søndag hentede klubben den ottende ligasejr på stribe, da det blev 2-1 ude over Udinese.

Edin Dzeko og Alessandro Florenzi scorede et mål i hver halvleg for Roma, mens Bruno Fernandes reducerede for Udinese fem minutter før tid.

Med sejren ligger Roma godt til i forhold til tredjepladsen, der udløser kvalifikationskampe om at komme med i Champions League i næste sæson.

Hovedstadsklubben indtager netop tredjepladsen med 59 point for 29 kampe, mens Fiorentina og Inter begge har 54 point.

Fiorentina dummede sig søndag med 1-1 hjemme mod bundproppen i Serie A, Verona, der udlignede kort før tid. Inter vandt lørdag 2-1 hjemme over Bologna.

Tidligere søndag måtte AC Milan nøjes med 0-0 hjemme mod Chievo.

Den 17-årige Milan-målmand Gianluigi Donnarumma blev skadet og måtte efter 20 minutter lade sig udskifte med 38-årige Christian Abbiati. Milan er nummer seks med 48 point.

Senere søndag skal ligaens nummer to, Napoli, forsøge at indhente noget af Juventus' forspring.

Juventus topper Serie A med 67 point for 29 kampe, mens Napoli har 61 point for en kamp færre.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere