Roma-stjerne: Jeg har lyst til at tæve dem med et baseballbat

Daniele De Rossi forstår ikke de yngre spillere og deres hang til sociale medier

Daniele De Rossi er fortsat en del af det italienske landshold. Her ses han under VM-kvalifikationskampen mod Albanien i marts. (Foto: AP)
Daniele De Rossi er fortsat en del af det italienske landshold. Her ses han under VM-kvalifikationskampen mod Albanien i marts. (Foto: AP)

- Nogle af dem irriterer mig. Når jeg ser dem lave live på Instagram fra omklædningsrummet før en kamp, har jeg mest af alt lyst til at hamre dem i tænderne med et baseballbat...men de er 18 år, og i løbet af 20 års tid, vil de begynde selv at beklage sig over ungdommen nu til dags.

Ovenstående citat tilhører Daniele De Rossi, Romas nærmest legendariske midtbanestjerne i et interview med magasinet Undici.

Han forstår det ikke. Hvordan de sociale medier kan være så vigtige lige før en kamp, hvor fokus bør være udelukkende på den forestående opgave. Og hvorfor det er så bydende nødvendigt at bruge SÅ meget tid på Twitter, Instagram, Snapchat og Facebook.

- Da vi begyndte, var det fuldstændig anderledes. Det er 20 år siden. Nu kan en 20-årig komme ind på førsteholdet og have flere Instagram-følgere end Messi. Da jeg var ung, kunne de ældre spillere finde på at sige 'sådan var det ikke, da jeg var ung' - det er livet, og sådan vil det altid være, siger De Rossi i interviewet.

De Rossi er en af de få spillere i international fodbold, der spiller for én klub gennem hele karrieren. Således er han i gang med sin 16. sæson på AS Romas førstehold, hvor han i skrivende stund er noteret for 35 kampe.

Interviewet finder sted i forbindelse med hans 25 års-jubilæum i klubben, og talen om de sociale medier kommer i forbindelse med Alexis Sánchez' optræden for Arsenal mod Leicester City forleden i Premier League, hvor chileneren teatralsk kastede sig til jorden og ømmede sig i ansigtet efter at være blevet ramt af en bold på skulderen.

Han lagde efterfølgende billeder ud på Twitter, der dokumenterede, at han havde fået en flækket læbe. Noget der er blevet kommenteret flittigt. Blandt andet af Arsenal-legenden Lee Dixon.

- Vent lidt, vent lidt! Jeg elsker at se Alexis spille. Men lagde han lige et billede af en flækket læbe på Twitter?, spørger den tidligere landsholdsback retorisk.

Billederne, der meget let kan ses som en klynkende Sánchez, er også blevet kommenteret af en bokser og en rugby-spiller i England. Og deres sportsgren taget i betragtning, kan man måske allerede gætte sig til deres holdning.

- Hold det for dig selv. Du ydmyger dig selv, kammerat, skriver den tidligere dobbelte verdensmester i bantamvægt, Carl Frampton.

- Af disse to sportsmænd, der postede deres ansigtsskader på Twitter, hvem rullede rundt på jorden med ansigtet begravet i hænderne, spørger Ben Kay, tidligere rugbystjerne for England, i ovenstående tweet med billeder af Sánchez ved siden af Worcester Warriors' tighthead Nick Schonert efter en kamp mod Saracens i 2015.

Det stopper dog ikke her for Daniele De Rossi.

Han er af den overbevisning, at nutidens professionelle fodboldspillere tjener for mange penge. Alt for mange penge.

Han står dog ikke tilbage for at forsvare det.

- Til tider er vi spillere bevidste om, at det vi laver ikke er rigtigt arbejde. De ægte helte er dem, der står op klokken fem for at tage på arbejde. Alt sammen rigtigt, men det ændrer ikke noget, gør det?

- Du bliver lønnet af en privat virksomhed, der via dine præstationer sikrer sig en vis omsætning. Det er en investering som så meget andet. Tjener spillere for meget? Ja, men det kommer an på, hvordan du anskuer det. Var du født i USA og spillede baseball, ville du sikkert tjene endnu mere.

- Igen, spørger du, tjener vi for meget? Ja. Tjener vi for meget vigtigheden i det vi laver taget i betragtning? Ja. Er vi kommet let til det? Nej, siger han.

Daniele De Rossi fortæller videre, at han i øvrigt ikke har planer om at lægge støvlerne på hylden foreløbig.

Han tjener angiveligt for godt.

7 kommentarer
Vis kommentarer