29 gange har Cristiano Ronaldo løftet en pokal i sin fodboldkarriere. Man skulle derfor tro, at han efterhånden havde styr på, hvordan man håndterer et skinnende trofæ. Men under det 29. løft havde verdensstjernen problemer.
Juventus har for længst sikret sig sit 35. italienske mesterskab, og det blev søndag markeret efter sæsonens sidste hjemmekamp mod Atalanta. Efter kampen inviterede Ronaldo, som vanligt, sine nærmeste med ind på banen til fejring og fotografering.
Med sønnen Cristiano Jr. ved sin side stod Ronaldo og hyggede sig med den gyldne scudetto-pokal. Men i et kort øjebliks uopmærksomhed gled pokalen ud af portugiserens hænder og væltede ned i hovedet på sønnike, der så en smule medtaget ud.
For at det ikke skal være løgn, så mistede Juventus-angriberen kontrollen over trofæet endnu engang blot få sekunder efter, denne gang gik det udover kæresten Georgina Rodriguez, der dog slap for at blive ramt i hovedet.
Du kan se den spøjse episode i videoen over artiklen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------