Et mysterium.
Sådan beskriver det italienske medie Tuttomercatoweb situationen omkring Mikkel Damsgaard, som ikke har været i aktion, siden han måtte udgå af Danmarks landskamp mod Østrig den 12. oktober.
I november blev Sampdoria-spilleren indlagt, fordi der opstod en infektion i Damsgaards skadede knæ, og de seneste meldinger går på, at offensivspilleren lige nu genoptræner i Danmark.
Det har også været fremme, at Mikkel Damsgaard kan være tilbage på banen i starten af februar, men hvis man spørger Sampdoria-cheftræner Roberto D'Aversa om fremtidsudsigterne for danskeren, slår han blot ud med armene.
- Jeg kan simpelthen ikke svare af den grund, at jeg risikerer at sige noget forkert, lød det fra cheftræneren på et pressemøde onsdag ifølge Tuttomercatoweb.
21-årige Mikkel Damsgaard nåede at spille syv kampe for Sampdoria i Serie A, før han blev skadet.
Han noterede sig hverken for en scoring eller en assist.