Zlatan Ibrahimovic er tilbage i italiensk fodbold knap otte år efter sin seneste kamp for AC Milan.
Den 38-årige svensker fik comeback for den skrantende storklub, da han mandag eftermiddag under stor jubel blev indskiftet ti minutter efter pausen i hjemmekampen mod Sampdoria.
Comebacket blev dog en resultatmæssig skuffelse, for Milan var ikke i stand til at bryde Sampdorias massive defensiv ned og måtte nøjes med 0-0.
Kort efter at være kommet på banen fik Ibrahimovic en hovedstødschance, men vinklen var spids, og han fik ikke den nødvendige kraft i sit forsøg.
Det sluttede med endnu et bedrøveligt resultat for milaneserne, der blot har vundet 6 ud af 18 ligakampe i denne sæson og tumler rundt i midten af rækken.
Zlatan Ibrahimovic spillede 85 kampe og scorede 56 mål i sit første ophold i Milano-klubben mellem 2010 og 2012.
I 2011 var han med til at gøre klubben til italiensk mester, hvilket er den seneste gang, en anden klub end Juventus er sluttet øverst i Serie A.
Netop Juventus er også helt helt med fremme i denne sæson og på jagt efter den niende titel på stribe.
Holdet tog tre stensikre point på hjemmebane mod Cagliari, der blev slået 4-0 efter tre scoringer af Cristiano Ronaldo.
Det stod 0-0 ved pausen, men i anden halvleg fandt hjemmeholdet sprækkerne i Cagliaris defensiv, og gæsterne fra Sardinien er efter et overraskende godt efterår ved at miste pusten. Det var Cagliaris tredje nederlag i træk.
Zlatan i unåde: Her bliver hans Malmö-statue fjernet efter gentagen hærværk:
FCK's stortalent fik uventet gave
Den oplagte afløser: Sand passer på alle parametre
Superligaens bedste og værste vinterhandler
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.