Helt eksklusivt viser Ekstra Bladet+ Coppa Italia for betalende brugere. Husk at købe adgang, hvis du vil se mandskaberne tørne sammen i den italienske pokalturnering.
Et lille kvarter skulle Joakim Mæhle bruge på grønsværen for at banke det sidste søm i Venezia-kisten.
Den danske landsholdsspiller startede på bænken, men efter 73 minutters spil blev han indskiftet - og så fandt Mæhle skam frem til netmaskerne.
Med et køligt, lille lop i udeholdets felt kunne den 24-årige forsvarsspiller sparke bolden ind i kassen til 2-0, hvilket også blev slutresultatet.
Det var anden kamp i træk, at landsholdsspilleren scorede. Søndag scorede han sit første mål i Atalanta-trøjen, da han kom på tavlen i Serie A, hvor Udinese blev besejret 6-2.
Bergamo-klubben sad på det meste af onsdagens kamp mod Venezia, hvor man ikke havde de store problemer med at finde frem til chancerne.
Og små 12 minutter skulle Mæhles kollega Luis Muriel bruge for at sparke Atalanta i front. Scoringen skulle dog lige en tur forbi VAR-rummet, men der var altså ingen problemer i sidste ende.
Med sejren er danskeren og Atalanta nu videre til kvartfinalen i den italienske pokalturnering.
--------- SPLIT ELEMENT ---------