Skælder ud over 'tumpet' Eriksen-mål

Han har integreret sig godt, siger Antonio Conte om danskeren, der kom til Inter fra Tottenham i januar

Et mål direkte på hjørnespark af Christian Eriksen var ikke nok til at hjælpe Inter i pokalfinalen. Foto: Ciro De Luca/Reuters
Et mål direkte på hjørnespark af Christian Eriksen var ikke nok til at hjælpe Inter i pokalfinalen. Foto: Ciro De Luca/Reuters

Inter-træner Antonio Conte roser Christian Eriksens indsats, efter at danskeren scorede direkte på hjørnespark i pokalsemifinalen mod Napoli lørdag aften.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med Eriksen. Han integrerer sig, og man kan se resultaterne af disse ugers arbejde, siger træneren ifølge Reuters efter kampen, der endte 1-1.

Conte er også glad for, at Eriksen trods sin offensive rolle tog fra defensivt.

- Jeg er glad for, at Eriksen ser ud til at være mere tilpas, og at vi har arbejdet med ham fysisk og taktisk, hvilket man kunne se.

- Han spillede bag angriberne i en 3-4-1-2-formation. Han skulle have øje på Diego Demme, når vi ikke havde bolden. Eriksen løber 10-12 kilometer i hver kamp, og jeg er meget tilfreds med det, vi så fra ham mod Napoli, siger Conte ifølge Football Italia.

Desværre for Milano-klubben var Christian Eriksens besynderlige mål ikke nok til at booke plads i finalen mod Juventus.

Den tog napolitanerne, efter at kampen endte 1-1. Dermed vandt de samlet 2-1 efter en sejr i den første semifinale på 1-0.

Antonio Conte mener, at hans hold 'fortjente meget mere'.

- Vi skabte så mange chancer. Vi kunne godt have været lidt mere snu nær målet, men Ospina (Napolis målmand, red.) lavede nogle fantastiske redninger, siger han ifølge Reuters.

- Jeg er tilfreds. Lad os ikke glemme, at Napoli lukkede sig sammen for at forsvare. Det er aldrig nemt i de situationer, tilføjer træneren.

Omvendt er der ikke megen ros tilovers for Eriksens mål fra Napolis træner, Gennaro Gattuso.

Det var 'tumpet', siger Gattuso om målet, der blev scoret to minutter inde i kampen.

- Det var ikke David Ospinas skyld. Det var en fejlpositionering fra forsvaret, siger han ifølge Reuters.

Den italienske pokalfinale spilles allerede onsdag på Stadio Olimpico i Rom. Serie A starter op igen få dage efter.

Christian Eriksen kom til Inter fra Tottenham i januar.

24 kommentarer
Vis kommentarer