Skifte på plads: Angriber bliver verdens tredjedyreste

Efter flere ugers spekulationer har Juventus sikret sig angriberen Gonzalo Higuain fra Napoli

Den italienske storklub Juventus har været på rov hos ligarivalen Napoli i en opsigtsvækkende kæmpehandel.

Den argentinske angriber Gonzalo Higuain skifter napolitanerne ud med en plads i truppen hos de forsvarende italienske mestre. Her er han blevet udstyret med en femårig kontrakt, oplyser Juventus.

På Napolis hjemmeside meddeler klubben, at Juventus har indløst Higuains frikøbsklausul, og Juventus skriver på sin hjemmeside, at Higuain har kostet 90 millioner euro (670 millioner kroner).

Det er samme beløb, som der flittigt har været nævnt i medierne i de seneste uger, hvor også Arsenal har været meldt interesseret i den målfarlige angriber, der også har en fortid i Real Madrid.

Beløbet bliver betalt i to rater.

I den seneste sæson blev Higuain suveræn topscorer i Serie A, hvor han scorede 36 gange (Se topscorerlisten i bunden af artiklen). Det var 17 mål mere end nummer to på topscorerlisten, hans nye holdkammerat Paulo Dybala.

Gonzalo Higuain blive dermed verdens tredjedyreste spiller. Walisiske Gareth Bale blev solgt for 744 millioner til Real Madrid, mens den spanske storklub skulle punge ud med godt og vel 700 millioner for Cristiano Ronaldo.

higuain juve

Tilbage står nu, hvem Napoli så skal have i stedet i angrebet. Argentinske Mauro Icardi fra Inter har været nævnt, men Inter vil ikke slippe ham.

I stedet melder Sky Italia og Gazzetta dello Sport nu, at Ajax-angriberen Arkadiusz Milik fra Polen er på vej til Napoli. Det åbner for danske Kasper Dolberg, der i aften starter inde for Ajax i Champions League-kvalifikationen, fordi Milik stadig har ferie.

For Juventus er købet af Higuain blot fortsættelsen på et forrygende transfervindue, hvor man også har købt Miralem Pjanic, Dani Alves, Medhi Benatia og unge Marko Pjaca. Købet åbner imidlertid også op for, om det nu endelig er tid til, at Paul Pogba skal sendes til Manchester United. Det vil i hvert fald finansiere købet af Higuain og mere til.

Higuain menes at komme til at tjene omkring 56 millioner kroner i årsløn i Juventus, men så forventer klubben også at have angriberen, der kan vinde topscorer-titlen de næste mange år og måske endelig kan sparke Champions League-titlen tilbage til Torino, hvor den ikke har været siden 1996.

Higuain er målfarlig, men her brænder han altså kæmpe-chance:

Argentinsk landesorg: Sådan kommer Messi tilbage til VM 2018