Simon Kjær tager sin træning meget alvorligt. Og det gør hans holdkammerater også klogt i at gøre, når han er i nærheden.
Kommer man valsende ind til træning med mobilen i hånden, så går der nok ikke længe, før landsholdsanføreren har konfiskeret den
DBU TV og Spillerforeningen bringer et interview med Kjær, der fortæller om hans dedikation til sin genoptræningen, og de krav han stiller til sig selv og holdkammeraterne.
- For mig handler det sindssygt meget om de små detaljer.
- Detaljerne i at gå træning for at blive bedre og for at gøre mine ting 100 procent, så jeg kan mærke, jeg er i gang, og jeg kan mærke, jeg giver noget til mig selv. Men også der, hvor jeg er i min karriere nu, giver jeg noget til holdet, siger Simon Kjær til DBU TV og Spillerforeningen.
Holdet får Kjærs lederskab, og det går blandt andet ud på at gå forrest i træningscenteret.
- Vi har en spiller, som en gang i mellem kommer med sine mobiler ind i gym, når vi er i gang med at træne, så stopper jeg i realiteten min træning og går hen og tager hans telefoner. Og så lægger jeg dem ud i omklædningsrummet og går ind og begynder at træne igen.
Simon Kjær fortæller ikke, hvilken af hans holdkammerater i AC Milan, der er tale om, men man kan spekulere i, om danskeren har stjerner nok på skulderen til at lave denne manøvrer overfor den svenske kæmpe Zlatan Ibrahimovic. Resten af holdkammeraterne kan dog forventes at rette ind overfor Kjær, som er blevet hyldet med en plads som nummer 18, da de bedste spillere i verden blev kåret ved den prestigefyldte Ballon d'Or uddeling.
Han var ligeledes Milans eneste udvalgte, da Forbes kårede Serie A's bedste 11 for 2021 - og i de danske farver har han ligeledes gjort sig fortjent til en nominering som årets mandlige danske fodboldspiller.
Vinderen af den pris bliver fundet den 21. januar.