Fiorentinas serbiske stortalent Dušan Vlahović har skrevet under med den italienske storklub Juventus i en stor handel.
Det bekræfter Juventus på sin hjemmeside.
Der er i første omgang tale om en lejeaftale indtil sommer, hvor en obligatorisk købsoption så vil blive indløst.
Købsprisen lyder, ifølge Sky Sport Italia, på omkring 560 millioner kroner.
Den høje Fiorentina-angriber har banket mål ind på samlebånd de seneste to sæsoner og tangerede i 2021 Cristiano Ronaldos rekord med 33 kasser i Serie A på et kalenderår.
I denne sæson er det allerede blevet til 20 mål på tværs af alle turneringer, og det har fået Juventus til at sprænge banken for at kunne tilknytte sig det 21-årige stortalent.
Det lignede i lang tid, at den serbiske bomber ville skifte til Premier League, hvor både Newcastle, Arsenal og Tottenham udviste stor interesse, men en potentiel mulighed for at glippe Champions League, og det høje prisskilt spolerede et skifte til det engelske.
Nu skal Vlahović i stedet tørne ud for Juventus, der efter en rædselsfuld sæsonstart har fået tingene til at køre og nu kun er et point efter Atalanta, der i øjeblikket indtager den Champions League givende fjerdeplads i Serie A.
'La Violas' stjernefrø smadrer dermed rekorden for største det største salg i klubbens historie, der førhen var Rui Costa, som blev solgt til AC Milan for omkring 310 millioner kroner.